Hvad egentligt jeg er, er svært at sige,
Heel mangen bliver aldrig klog paa mig;
Mit Væsen lærer dig den hulde Pige,
Men Lærdommen er ubeskrivelig.
Forgjæves du med Speiderøie søger
Mit Væsens rette Jeg i Skrift og Bog,
Høit er jeg hævet over alle Bøger;
Du ved din Læsning bliver lige klog.
En Gnist af Herrens Aand paa Jord jeg luer,
Af Intet jeg fremkaldte Verdens Liv,
Og alt det Skjønne, du paa Jorden skuer,
Min Kraft fremmaner ved sit Tryllebliv.
Jeg Kjernen er i Jesu milde Lære,
Rundt om min Axe dreie sig hans Ord,
Og alle Skjalde høit min Priis og Ære
Lovsynge i forenet Jubelchor.
Jeg dufter sødt af Rosens friske Kroner,
I Nattergalens Bryst min Seraph boer,
Høit over Himlens hvalte Bue troner
Jeg en Skytsengel for den faldne Jord.
Dybt jeg i Skjaldens fulde Barm mig rører,
Hans Aand nedstammer fra mit lyse Hjem;
Hver Rafaels Haand til Lærredet jeg fører
Og, selv en Engel, maner Engle frem. —
Kan Du end ei mig finde, — vend dit Øie
Mod Pigens lyse Blik, mod Himlens Blaa!
Kast dig i Støvet for den Evighøie —
Dybt i dit Hjerte du mig finde maa! —
C. P. Wilster.