Tungt Kongedatrens Taare flød
Bag Fængslets skumle Mure,
Og Alder, Kulde, Sult og Nød
Skar Pandens dybe Fure.
Hr. Korfits og hans Sønner gaae
I Verden om saa vide,
Og intet Frændeøje saae
Kong Kristjans Datter lide.
Og Tiden krøb med Sneglefjed,
— Den løber ej for Klage, —
Hun tænkte paa sin Herlighed
I længst forsvundne Dage.
Tit lod hun Lampen utændt staae
Og grubled’ helst i Mørke;
Thi alt som Natten den faldt paa,
Vandt Tanken Lys og Styrke.
Ja! Lampen tit udslukte hun,
Den harske Tran at spare;
Til Slutteren, ved Morgenstund,
Hun falbod den som Vare;
Og hendes List var ej omsonst,
Han Kjøbet ej forsmaa’de,
Saa fik hun til Baldyrekunst
En Naal og Silketraade.
Til Arbejd nu den hvilte Haand
Hun flittig overlader;
Det livned’ Kvindens store Aand,
Hun tænkte paa sin Fader;
Naar fordum hun ved Arbejd sad,
Det husked’ hun saa nøje,
Da kyste han sit Barn saa glad,
Da funkled’ Heltens Øje.
Nu sad hun der, med stille Sind,
Og Sorgen sig formilded’,
Trak Naalen ud, stak Naalen ind
Og sysled’ med et Billed;
Men da hun brød den sidste Traad,
Hun Øjet fromt oplader
Og stirrer paa sin Fangedaad
Og — seer sin elskte Fader.
Og kysser saa sin Fader god, —
Mildt Tanken sig forvilded’,
Som om han hos sin Datter stod,
Som levede hans Billed,
Som havde Læben mangt et Ord
Til hendes Trøst at sige,
Som vendte Øjet sig fra Jord
Mod Gud i Himmerige.
En Sjælefryd var dette Syn;
Hvert Træk stod der saa nøje:
Den brede Pande, tykke Bryn,
Det stolte, lyse Øje,
Og Hagekløft med Smilebaand
Saa sanddru var fremstillet, —
Og det var hendes Datterhaand,
Som danned’ Kristjans Billed.
Med sene Skridt henrandt den Tid
Bag kolde, skumle Mure;
Den tynde Lok, saa sølverhvid,
Svagt skjulte Pandens Fure.
Saa gik vel tre og tyve Aar,
Da aabnes hendes Fængsel:
Den gamle Fange atter staaer,
Som fri, i Verdens Trængsel.
Forundret Øjet hun opslaaer,
Slukt var dets fordums Flammer;
Saa langt som Væg fra Væggen staaer
I Fangeburets Jammer,
Saa langt kun hendes Syn kan naae;
Men gjennem Taagens Mørke
Klart Aanden i det Fjerne saae
Sin Trøst og Mod og Styrke.
Fra Fængselsdør til Klostervraa
Den matte Fod hun vender,
Og Trøstens Ord at læse staae
I hvad hun selv bekjender:
Min Husbond holdt jeg tro min Ed
I Nød og svar Elende;
Den Viv, hvis Sjæl er Kjærlighed,
Hun faaer en salig Ende.