Ondt og Godt i alle Lande; —
Roser sig med Torne blande
Andensteds, saavelsom her.
Landsmand! Roserne du tage,
Og af dem du Honning drage!
Men for Alting agtsom vær,
Kom ej Tornene for nær!
Naar en Tysker dig vil lære
Ærlig, grundig, kjek at være,
Du lærvillig følge ham!
Men naar En dig Stort fortæller
Om Daraussens Bagateller,
Var det sandelig en Skam,
Om du blindthen tro’de ham.
Naar en Franskmand dig vil lære
Altid glad og munter være;
Bed til Gud, du ligne ham!
Men, adlyde ham som Kongen
For hver Mode og for Tongen —
Det var sandelig en Skam! —
Vi bør ikke hylde ham! —
Som en Britte, lad dig være
Patriotens Pligter kjære!
Elske Frihed lær af ham!
Men, hvis du seer En og Anden
Overmodig, vild som Fanden, —
Det var fælt at ligne ham;
Bukke for ham var en Skam.
Paa Spaniolens Viin og Pjaster
Jeg Foragt ej daarlig kaster,
Gjerne deler dem med ham;
Men, saalænge jeg kan læse
Uden Briller paa min Næse,
Jeg den Stads vil unde ham;
Kunne see gjør mig ej Skam.
Han, som boer lidt under Havet
Og med Guld er stærkt begavet,
Spare er en Dyd hos ham;
Men, naar han, tung af Dukater,
Spiser evige Salater,
Saa gid jeg faae Last og Skam,
Om jeg spise vil med ham!
Du, som dine Aner glemmer,
Og al Pragt bag Ploven gjemmer,
Du ej nok beundres kan;
Polak! du skal Verden lære,
Om lærvillig den vil være:
Det er under Ingens Stand,
At han pløjer eget Land.
Men at du din Dont forlader
Og med Glavind dig omlader,
Naar du seer en Vandringsmand,
Snurrigt synes dem, som mene,
(Thi jeg mener ej alene)
At man gjerne sige kan
Uden Sværd: God Dag, min Mand
Svensken jeg slet intet ænser,
Han for nær er vore Grændser;
Og det kunde stikke ham,
Hvis jeg gav ham mindste Lyde,
At han Freden torde bryde;
Fik da Landet Krig med ham,
Hvis var Skammen? Avtors Skam!
Jeg den elskte Danske priser,
At Beskedenhed han viser,
Sjelden Dyd i fremmed Land!
Men, naar han for vidt den driver
Og alt Fremmed Fortrin giver,
Den en Dyd ej nævnes kan
Og fornedrer danske Mand.
Jeg hos kjekke Normand priser,
At han stedse ivrig viser,
Han sit Fødeland har kjær;
Men jeg troer, han gjorde ilde,
Om han vilde sig indbilde.
At der findes Mennesker
Kun i Engelland og der.
Hædre alle Nationer,
Hade Fejl, men ej Personer,
Er vort Selskabs Lov og Lyst;
Hellig Pligt og største Ære
Er vor Konge tro at være;
Statens Ønske er vor Lyst:
Glæden bo i Kongens Bryst!