Der var engang en Tømmersvend,
Mod ham en Slagterhund sig viste ej som Ven;
Han vilde bide ham, og, som nu let kan vides,
En Tømmersvend ej meer end du og jeg vil bides.
Han derfor hævede sin Øxe rask
Og kløvede sin Uvens Pandebrask.
Nu skulde det til Uheld træffe,
At Hundens Ejer kom
I Øjeblikket, som
Hans Hund var ud’ af Stand at bjæffe;
Han bjæffede for ham.
Jeg holder det for Skam
For Læseren at repetere,
Hvad Skjældsord, Trusler, Ed, han bjæffede, med mere.
Omsonst den kjære Mand, som havde Panden deelt,
Ham vilde forestille:
To halve Hoveder udgjør et heelt;
Der Anden mod Ræson ej tage vilde;
Og, skjønt han fandt sig noget slagen
Ved et saa fyndigt Argument,
Han foranstaltede dog næste Dagen
Den Tømmersvend en Stævning sendt.
Ej denne lod sig forelægge:
For Dommeren de mødte begge.
Citanten mælede da først:
„Han kunde jaget bort min Hund med nogle Børst;
Jeg selv da skulde sagt, han gjorde vel;
Men, slaae mig Hunden reent ihjel
Og med sin Øxe Panden paa ham kløve!
Og mig min bedste Skat berøve!
Det troer jeg vist, Hr. Dommer! straffes bør.“
Hr. Dommer tog til Ords: „Svar mig paa hvad jeg spør,
Du Tømmersvend, hvorfor ej Skaftet tage
Og dermed Hunden fra dig jage?“
Han svarede (først rømmende) med Tugt:
„Ifald han havde mig med Halen villet bide,
Jeg Skaftet ej engang imod ham havde brugt
Men jaget ham med bare Hænder;
Men Bæstet faldt mig an med skarpe Tænder.“
Da kjendte Dommeren, saa snart han hørte det:
„Skarpt imod Skarpt! den Tømmersvend har Ret; —
Du Slagter! som har yppet Trætten,
To Mark erlægger her i Retten.“
Moralen her skal kort, dog noget fyndig, gives:
Man ej om Bagatel maa med sin Næste kives.