Den Jomfrus Skjønhed er ei rar —
Singsallijoh!
Som kun een Sang til Ære har.
:,: Hurra! Hurra! for Singsallijoh! :,:
Regina flere har sig jo?
Her synge vi paa Nummer To.
Hun boede paa Gothastrand.
Nu er hun gift til Norges Land.
Den Jomfrus fine fagre Krop
Paa „Mastehugget“ voxte op.
Men Rygtet om den Jomfrublom
Lovsyngende til Norge kom.
Og det var Kaptain Andersen,
Gjør sig parat at fare hen.
Han friede til Regina da,
Og fik et svensk og freidigt Ja.
Paa hendes Brystdugs hvide Lin
En Rosenknop han satte fiin.
Den Rosenknop var Norges Flag.
Den udsprang hendes Bryllupsdag.
„Nu“ — sagde Kaptain Andersen —
„Min Brud! fra nu du bære den!“
„Læg bort for den din Sløife blaa!
Nu Rosen rød du bære maa!“
Og der var Kaptain Andersen
Kom med Regina hjem igjen.
Med Halen Gothalejon slog,
Da med Regina bort han drog.
Men hjemme paa den norske Kyst
Stod Brylluppet med Gammenslyst.
Og Parret drog derovenpaa
Til Engelland paa Bølgen blaa.
Der pynted han sin fagre Brud
Saa som en Dronning hun saae ud.
Og kommer hun til Gothaborg,
Vil svenske Hjerter føle Sorg.
Det maa vel bittert nage dem,
En Nordmand fik Regina hjem.
Men nu langt meer er hun fornøid,
End da hun hjemme laa fortøid.
Nu vifter hun sin røde Dug
For „Klippan“ og for „Mastehug.“
Og som en Borgerinde fri
Hun gaaer for Elfsborgs Batteri.
Thi som en rigtig Skandinav
Sit Hjerte hun en Nordmand gav.
For Hende derfor og for Ham
Singsallijoh!
Et Hurra under Bovenbram!
Singsallijoh!
:,: Hurra! Hurra for — Singsallijoh! :,: