Til Mandeltræets Priis, af Blomsters Byrde
Til Jorden bøiet af en Sølvregn,
Sin Mandoline stemmer Spaniens Hyrde
I Ly af sine fulde Rankers Hegn.
Han seer i det sin Arnes Lykkes Billed,
Sin egen seierrige Kjærlighed,
En øm Penat, med spredte Arme stillet
Ved Hyttens Dør, en Vogter af dens Fred.
Romanzen lyder; og hans Hustru gjetter,
At Mandeltræets Priis er hende meent,
Og under Sangen hun af Efeu fletter
En Krands, og krandser ham naar den er endt.
Men Nordens Søn taus til sit Hjerte trykker
Sin elskte Viv, og peger stille mod
En Glemmigei, som sine lyse Smykker
Har slynget yndigt om en Roses Fod.
„Han mener mig, han mener mig og Disse!
Saa tænker hun, og sætter paa sit Knæ
De elskte Smaa — da skuer han tilvisse
Kjærminder slynget om et Rosentræ.
Da faaer en taus Romance i hans Øie
Paa engang Ord som Spaniolens Lyst
Og Jublen bryder ud i glade, høie
Triumfens Toner fra hans fulde Bryst.
Han kalder sine Venner hid at skue
Hans Lykkes Billed i dets fulde Liv,
Og i Pokalen fuld af Sydens Drue,
De tømme Skaalen for hans hulde Viv.
Saa, elskte Ven, i Aften vi besynge
Den Lyst, som blomstrer i din Arnes Læ:
Din Caroline, hvem de Smaa omslynge,
— Dit glemmigeiomkrandste Rosentræ.