Før Noahs Tid var Adams Børn kun Tosser,
de nøde kun det halve Liv;
med Pigerne de dreve Narreposser,
og det var al der’ Tidsfordriv.
De kjendte ej den ædle Kraft,
som ligger skjult i Druens Saft.
I Verdens Vaar dog bedre Druer vare:
vor Kunst har ej Naturen naaet;
men tænk engang, hvor de var’ store Narre,
der saadan Frugt paa Ranken aad!
Derfor kom og en Strøm af Vand,
og druknede dem, Mand for Mand.
Saa saare dum var Lameks Søn dog ikke,
han pressed’ Saft; ham være Tak!
Men Vinen selv forstod han ej at drikke,
thi han sig fuld i Eenrum drak;
derfor bekom han og til Løn,
at udlees af sin yngste Søn.
Maaskee først Cham opfandt den Kunst at drikke,
og drak i Selskab med sin Søn;
men vor Papa og Sem forstod den ikke:
de drak vel nok, men drak i Løn;
og gid kun ej der’ Afkom fik
i Arv fra dem den slemme Skik!
Den brave Loth, som vi har ellers hædre,
thi han i Viin fandt stor Behag,
han gjorde det just ikke meget bedre,
thi han med Qvinder drak i Lag;
og hvo med dem har tømt en Pot,
den samme Fare staaer som Loth.
I Japhets Slægt en større Tosse gives:
en Kongesøn i Albion;
han vælge skal, hvordan han vil aflives,
— hvad Frihed gier ej Albion? —
hans Valg, hvor faldt det Manden ind:
alene døe i et Fad Viin!
O Viisdoms Maal, o Held for vore Dage,
vi Mænd, som Klubber først opfandt!
Vi ønske ej den gyldne Tid tilbage;
ved Byttet vi kun lidet vandt.
At drikke i en Klub som vor,
er meer end alle gyldne Aar!
P. K. Trojel.
