Slaar du Vingen ud min Tankefugl?
Der er koldt, did hvor din Længsel stunder.
Tryggest Blund du under Vingen blunder,
bøj dit Hoved bag det varme Skjul!
Nej! — Du vil vist kvidre Hjertets Sprog,
og jeg ved, du nemmed mange, mange
underlige, farverige Sange
i min Barndoms store Billedbog.
Og jeg ved jo, du har titnok hørt
Bølgeslaget af mit Hjertets Strømme,
naar de vuggende min Længsels Drømme
ind mod Haabets Blomsterstrand har ført.
Men du Kjære, husk, hvormangen Gang
du har lyttet’ til min Angst og Smerte,
at i Skyggen af min Sorg du lærte
Vemods bævende og tunge Sang.
Derfor snøres tit din Strube til,
derfor klinger tit dit muntre Kvæde
som et Graadskrig midt i Barnets Glæde,
kanske ogsaa som et ustemt Spil.
Dog forsøg det, du min Tonefugl!
Syng de underlige Klagesange! —
Men i Verden er der Høge mange:
søg et Hjerte, som kan give Skjul!
Søg Trofaste, og du vil nok se,
hist i Verden sidder mangen Kvinde,
ak, med braadfuldt, taareplejet Minde
og med Savnets hemmelige Ve.
Didhen, didhen skal du trøstig ty!
Pikke sagtelig paa klare Rude. —
Tro mig, hun vil snart forstaa: histude
er en vildsom Sjel, der søger Ly.