O Smaafugl, du flagrer fra Kvist og til Kvist,
og du dandser paa viftende Blad.
Ak din Sommer er kort, og kort er din Frist
i de glødende Solstraalers Bad!
Men du endser det ikke, hvad nager det dig —,
at i Skoven der visner et Blad,
at en Storm løfter umildt det duftende Flig,
bryder Grenen, hvor lystig du sad?
Du fløjter din Trille, saa flytter du hen
til det nærmeste luftige Slot;
om det falder, du ved der staar tusind igjen,
og du løfter jo Vingerne blot!
Ak, hvad nager saa dig vel det mægtige Bud
i Alskabningens evige Lov?
At det herligste Billed paa Jorden af Gud
trækker Jordlivets flittige Plov?
At han puster sin Gnist af den evige Ild
i sin Sjel til et flammende Baal?
At han slynger sin Tanke saa dristig og vild
did, hvor aldrig han ejner et Maal?
At han higer og mættes og higer igjen
efter Fremtidens rødmende Frugt?
At fra vidt aabne Døre han stevner didhen,
hvor der endnu staar en, — som er luk’t!
Ja, hvad nager det dig i dit lystige Lag,
o, du Sommerens liflige Barn,
om du fanges engang af den kommende Dag
i det udspendte snærende Garn? —
— Hvis jeg kunde, saa frygtløs mig sænke som du
i den blinkende Dugdraabes Glands!
Eller flætte de troløse flygtende Nu
til en duftende Evighedskrands!