Hvad qvæger Fyrsten træt af Dagens Møie
For sine Rigers Gavn, for Retfærds Sag?
Et Blik fra Magens himmelklare Øie,
Et reent et kjærligt Favnetag.
Det Held Maria! dig har Himlen givet,
Et Held, som sjælden blev Fyrstinders Lod,
At følge Fredrik kjærlig gjennem Livet,
At være Folkets Dannebod.
Det Diadem, som er dit Dronningsmykke,
Det adler du til Danneqvinders Pryd,
Du veed, en Krone har ei Værd, ei Lykke
For den, som bær den uden Dyd.
O han, som styrer Alt, skal dig velsigne,
Han, som dit fromme Hjertes Attraa seer;
Enhver din Datter dig i Dyd skal ligne,
Og vorde, Dronning! det du er.