J din Herlighed, du evighøie!
Aldrig seet af Dødeliges Øie,
Der din Throne evig staaer;
Tidens Børn, utalte Stjerners Hære
Lyse, vidne om din Magt, din Ære;
Hele Tidens Underværk forgaaer.
Her paa denne urofulde Klode,
Hvor du satte os du Eviggode!
Skimte vi din Viisdoms Spor.
Jordens Magter sig til Vold forbinde,
De, som Duggen for din Aande svinde.
Du er ene viis og god og stor. —
Hør de Hjertets Sukke, som opstige
Fra vort Bryst til dig, Uendelige!
For den Konge, du os gav!
Sign ham, Herre! giv ham Fred og Hæder!
Giv hans Sjæl sin Idræts høje Glæder,
Giv hans Folk erkjændtligt Sindelag!
Løft dit Aasyn, Fader! paa vor Kjæde,
At vi Dyds og Ærens Vei betræde,
At vi naae dens Øiemeed!
Deres Himmelrøst til Daad oplive!
Ufortrøden vi hvert Offer give
Til vort Fædrelands Lyksalighed!