Fader! du som gav mig Livet,
Og paa Banen satte mig,
Fader! kald mig snart til dig!
Tag det Liv, du mig har givet!
Mørke ere mine Dage
Som en Tudsmørk al min Fryd,
Kummer er min Harpes Lyd,
Og min Sang er høie Klage!
Mine Brødre mig miskjændte,
Mennesker, som kjændte mig,
Saae, jeg var ulykkelig,
Deres Aasyn fra mig vendte.
Hvegt og svagt saa er mit Hjerte,
Men det elsker dig, min Gud,
Underkaster sig dit Bud;
Skal det knuses af sin Smerte?
O! tilgiv min høie Klage,
Taaren ei fortørne dig!
Er for Støvet lystelig
Tornet Bane, mørke Dage?
Ak bønhør mig, naar jeg raaber!
Naar unddrog du Hjelpens Haand,
Naar et brændt ufrugtbar Land
Sukker efter Regnens Draaber.
Gud ak! naar skal Gravens Slummer
Slukke mit forgrædte Syn,
Saa mit tunge Øienbryn
Aldrig aabnes meer til Kummer.
Jeg er Støv; jeg bør ei trætte
Mod din Lov, Almægtige!
Naar du ende vil min Vee,
Ak da er din Stund den rette.