Epilog paa et Privatheater
den 14 Maj 1806
den 14 Maj 1806
Langsomt brydes Vintrens tunge Lænker,
Agren sukker under Tørkens Baand,
Og den tynde Krands, som Jorden skjænker,
Gulner Østenvind i Vaarens Haand;
Stjerneklare Nat sin Riimfrost spreder,
Østens Purpur overstraaler den,
Og naar Solen i sin Kraft fremtræder,
Seent og trodsende den svinder hen.
Modløs Bonden sig bag Ploven bøier,
Skjøndt han seent den gustne Grønsvær brød,
Fugtig er den Fure, som han pløjer,
Koldt og følesløst er Jordens Skjød.
Solen daler, Nattens Stjerne stiger,
See, da Haabet ved hans Leie staaer,
Til hans Sjel med Tryllestemme siger:
Morgendagen giver bedre Kaar.
Dagens Moder sølvgraa sig ophæver,
Solen smiler bleg bag Skyens Slør,
Mellem Haab og Frygt hans Hjerte bæver,
Paa sit Ønskes Maal ei lide tør.
Nu nedsuser Regnen fra det Høie,
Livet mylrer frem af Jordens Skjød,
Og den tause Taare i hans Øje
Takker ham, som Alt med Viisdom bød.
Himmelbaarne Haab! du Krandse flætter
For den unge Glædes Fødselsdag,
Vederqvægende din Troldom letter
Kummers tunge trøstesløse Dag.
Støvets Sjel ved dig til Idræt stiger,
Naar den segner mødefuld og mat,
Vee det Hjerte, hvorfra du bortviger,
Der er evig Vinter, evig Nat.
Ved din Balsom dulmer Savnets Smerte,
Af hver trofast Elsker, trofast Ven,
Det er dig, der siger til vort Hjerte,
At vi glade samles her igjen.