Thomas Thaarup (1749–1821)

Prolog

fremsagt af Skuespillerinden Madam Rose,

den 3 Junii 1791

Her svunde de – min Ungdoms bedste Dage,
        Ved Danskes Bifald var min Skjæbne blid,
Her staaer jeg aldrende, af faa tilbage,
        Endnu maaskee en føje Tid.
Her mangen ædel Ven, og from Veninde
        Gik fra min Side til et bedre Land,
Her du forlod mig – smertefulde Minde!
        Min Lærer, Ven og Alt, min Mand!
Kun eet beholdt jeg selv i denne Alder,
        Og dette gjør min Alders Vinter skjøn;
Den Trøst, o Danske! at I mig bifalder,
        Mit Arbeids Maal, og bedste Løn.

Tung er den Vei, som Kunstens Børn maa træde,
        Dog skal de den, som var den bæret, gaae,
Ak ofte, naar med os I vilde græde,
        Vort Aasyn Glæde lyve maa.
Hvor ædelt har I vidst at overbære,
        Naar jeg, skjøndt mod min Villie, fejlet har,
I dømte efter det, Jeg vilde være,
        Og lønned det, jeg er, og var:
Goddædig Skjæbnens haarde Kaar at indre:
        Det ædle Danske Eders Stolthed er;
Seer Glædens Taarer i mit Øie tindre,
        I Ædle! lad dem takke Jer.