Personerne:
Fædrelands-Kjærlighed.
Huuslig Lyksalighed.
Fædrelandskjærlighed.
Ei Tempel bygt ved Dødeliges Hænder,
Ei stolt corinthisk Pragt er mig til Lyst;
Mit Alter i hver Nordboes Hjerte brænder,
Mit Tempel er hans frie Bryst.
Hans Sjæl ei større jordisk Glæde kjænder,
End den, ham Daad for Fædrelandet gav,
Han døer som Mand, der tør i Døden vente
En Borgerkrone paa sin Grav.
At vinde den ved Daad for Fædrelandet,
Det er hans Attraa, er hans Hjertes Id,
Thi færdes han paa Bølgen, som paa Landet,
Med Vid og Mod, med Konst og Flid,
Og der, hvor alle Dødens Rædsler true,
I Kampen han for Fædrelandet staaer,
Til Mod og Kraft opflammet af min Lue,
Han under Fredriks Banner slaaer.
Saa uvanhellig er min Ild i Norden,
Den flammer høit i Fred, i Orlogsfærd,
Dens rene Straaler vise hele Jorden
Et trofast Folk, sin Fader værd.
Det er det Navn, o Fredrik! du vil bære,
Det er den Løn, dit Hjerte ønsker sig,
Som Fader vil du lydet, elsket være,
Og Folket lyder, elsker dig.
Thi Retfærd er dit Bud; med vaaget Øie
I Nattens Skjød du grunder paa dets Vel,
For dette ingen Fare, ingen Møie,
Forsmaaer din kongelige Sjæl.
Hvo hædrer mig som du!
Huuslig Lyksalighed
træder frem med en Blomster-Guirlande.
Hil dig, Veninde!
Skjøn er din Røst, du himmelsendte Aand!
O lad mig Livets Rosenkjæde vinde,
Sm Egekrandsen i din Haand
Fædrelandskjærlighed rækker hende den.
Huuslig Lyksalighed
omvunder den med en Guirlande af Roser
Ædle! nu er Krandsen færdig,
Den fra din Haand skal være Fredriks Løn,
Hans Hjerte – dig — og Fædrelandet værdig,
Ved mine Blomster blev den skjøn.
Thi mine Rosenkjæder Manden binder
Med vældig Tryllekraft saa fast til dig,
I huuslig Kreds han Edens Fryd gjenfinder,
Er elsket Mand, og lykkelig.
Hvad qvæger Fyrsten, træt af Dagens Møie
For sine Rigers Gavn, for Retfærds Sag?
Et Blik fra Magens himmelklare Øie
Et reent, et kjærligt Favntag.
Det Held, o Dronning dig har Himlen givet
Et Held, som sjælden blev Fyrstinders Lod,
At følge Fredrik kjærlig gjennem Livet,
At være Folkets Dannebod.
Det Diadem, som er dit Dronningsmykke,
Det adler du til Danneqvinders Pryd,
Du veed, en Krone har ei Værd, ei Lykke,
For den, som bær den uden Dyd.
O han, som styrer Alt, skal dig velsigne,
Han, som dit fromme Hjertes Attraa seer,
Enhver din Datter skal i Dyd dig ligne,
Og vorde, Dronning! det du er.
(En sagte Musik høres.)
Hør Dronning! Sangens Harmonier stige,
De tolke Glæden i hver Danes Bryst,
Dig signer hele Danmarks Kongerige,
O hør det! det er Hjertets Røst.
Chor (ikke seet).
Vort Hjertes Samlyd signer dig,
Maria, Fredriks Held, du Qvinders Hæder!
Nyd længe Magens rene Glæder,
Vær længe, længe lykkelig!