Thalia og Melpomene
ved Roses Grav
ved Roses Grav
1784
1784
Personerne:
Melpomene, Mad. Rosing.
Thalia, Mad. Preisler.
Da Dækket hævedes, stod Melpomene ved Roses Urne i sørgende Stilling. En Cypreskrands hang paa Postamentet. Paa Scenen saaes Holbergs, Ewalds, Mad. Linkewisses, Londemanns, Clementins og Hortulans Grave.
Thalia
kom med en Krands i Haanden frem blandt Gravene.
(Efter en kort Pause.)
Her hvile de, den Slægt, som fordum vakte
Den blide Glæde i en skyldfri Sjæl,
Som lærte Daarskabs Adfærd at foragte
Og Masken drog fra Lasters skjulte Træl;
O mine Yndlinge! hvad Nat omgiver
Den skumle Lund, hvor Eders Minder staae,
Hvor tungt, hvor vaklende hvert Skridt mig bliver,
Thalia føler sig blandt Grave gaae
Her svunde de, min Glædes første Dage,
Som Vaaren skjønt, men snart de svunde hen,
Her hvile de! O hvad har jeg tilbage?
En Haandfuld Støv, som Graven har igjen!
Og nu mit sidste Tab.
Ved at sige disse sidste Ord var hun kommet Urnen nærmere, studsede, og Melpomene vaagnede af sin Bedøvelse,
Melpomene.
Hvis Sukke lyde,
I Dødens Mulm, hvor Venners Støv er lagt?
Og hvo tør Sorgens Stille bryde,
Den Sorg, som Klageraab fortolke svagt?
Thalia!
Thalia.
Ja Veninde! begge savne
Vi Rose; begge følte vi, han var
Stor i den Kunst, at skildre, røre, gavne.
Melpomene.
Og Kunsten Vidne om hans Hjerte bar.
Jeg veed mit Tab; hvo vidste saa at bøje
Den faste Mand at føle, naar han leed?
Hvo lokkede, som han, fra Skjønheds Øie
Den stille varme Vemodstaare ned?
Thalia.
Hvor herlig skildred han en Elskers Smerte
Naturens Søn i Ungdoms glade Vaar!
Melpomene.
Hvor ædelt viste han en Faders Hjerte,
Hvor hædersværd med sine sølvgraa Haar!
Thalia.
Og alle smilede med Bifalds Glæde,
Da Pigen gav ham ung sit Hjerte hen.
Melpomene.
Og ved dets Tab jeg saae den Ædle græde,
Og hvad det var at miste det igjen.
Hans sjældne Kunst var bundet til hans Hjerte,
Og begge Kjænderes, og Venners Fryd;
Det var den rette Hæder, han begjærte,
Ved nyttet Kundskab, og usminket. Dyd.
Og I! hvis Bifald Kunstneren opliver,
At gaae den vanskelige Bane hen,
I vidnet har, han med utrættet Iver,
Med Kunst, med Held, med Bifald vandred den.
I leed med Orosmans forelskte Hjerte,
I skjænkte Bewerlei medynksom Graad,
Med Veemod hædrede I Hartleis Smerte,
I græd, I skjalv ved Odoardos Daad,
O Graven giver ham ei meer tilbage,
Forsvundet er hans ædle Stemmes Lyd,
Den bøier aldrig meer til Graad og Klage.
Thalia.
Den vækker ingen meer til ædel Fryd.
Der hviler han.
Melpomene.
O Sorg, din Byrde falder,
Saa tung, saa trykkende paa dette Bryst!
Du Taarer fra Thalias Øie kalder,
Men mig, mig nægter Skjæbnen denne Trøst.
Hvad kan jeg da? (tager Krandsen.) jeg har Cypresser hundet
I denne Krands til Minde for min Ven.
Thalia.
Af Myrther bandt jeg min, og Graad er rundet
Paa hvert et Blad, imens jeg fletted’ den.
Ham vies den ved min, ved Venskabs Stemme,
Melpomene.
Og denne vidne om min Roses Savn!
Hans Sjæl har Fred, hans Støv har Gravens Gjemme,
Men den, som naaer hans Kunst, giv den hans Navn!
Efter Digterens første Bestemmelse skulde denne Prolog været saaledes fremsagt af Hr. Musted.