Herligt, Anna! har du overvundet,
Seiret har du over Død og Grav,
Sygdom, Kummer, Alt er nu forsvundet,
Du beskuer ham, som Livet gav,
Han, Algodhed, han, den Evighøje,
Nedbrød mildt dit skrøbelige Leer,
Venligt til din Mage saae dit Øie,
Brast, – og seer ham ikke mere her,
Du, hvis Visdom Støvets Velfærd kjænder,
Trøst du den forladte Mages Savn,
Tegn, o Fader! tegn i dine Hænder
De forladte Moderløses Navn.
I, som trindt om hendes Gravsted træde,
Tænker tit paa Dødens mørke Blun!
Nytter Livets Sorg og Livets Glæde,
Lever vel! og I skal døe, som hun.