Et Aar igjen tilbagelagt
I trofast Vennelag,
Hvor mangen Aften glad tilbragt
Paa vel anvendte Dag!
Lad Tiden da hensnige sig,
Ubrudt vort Venskab staaer;
Dets Magt er uforanderlig
I Livets Høst og Vaar.
Bo Venskab altid i vor Kreds,
Vær du vort Samfunds Pryd!
Gjør du hvert Hjerte veltilfreds
Med Kummer som med Fryd!
Hvert Ægtepar paakalde dig,
Det hylde glad din Magt!
De elskende paakalde dig
At signe deres Pagt.
Plei du, og styrk til Virksomhed
Hver stor og gavnlig Daad!
Veiled den uerfarnes Fjed
Med viist og venligt Raad!
Som Harpen lyde dine Ord,
Du ener Mand med Mand,
Du gjør den hele vide Jord
Til Godes Fædreland.
Udbred i Sorgens Huus, din Trøst,
Opløft den Svages Haab!
Bønhør den Spædes Klynkeraab,
Dæmp den Forladtes Raab!
Din milde Haand nedlade sig
Til Fængslets mørke Vraa,
Den Syges Røst velsigne dig
Fra sparsømt spredte Straa!
Naar sidste Stund af Aaret slaaer,
Skal vi velsigne dig,
Og hvert det nysbegyndte Aar
Vor Kreds indvier dig,
For dig højt toner Sangens Lyd!
Ved dig foreentes vi,
Du Venskab! er vort Samfunds Fryd
Du er vor Harmoni.