Thomas Thaarup (1749–1821)

    Min Hymne var en Følge af en Plan, hvorefter jeg agtede at forfærdige til enhver af de christne Høitider en Sang, passende til Festens Hensigt; og nærværende Passions-Sang har samme Øiemed.

    Mit Embeds Arbeider, og andre af samme Art, som jeg maa foretage for at leve, afbryde ofte min Omgang med Muserne; jeg kunde altsaa, da Hr. Kammerherre Gedde og Hr. Kapelmester Schulz anmodede mig om at forfærdige en Passions-Sang til nuværende Faste, ikke give noget aldeles afgjørende Løvte, men jeg lovede at gjøre mit Bedste, lagde Haand paa Arbeidet, og gjorde Capelmesteren bekjendt med mine Hoved-Ideer. Adskillige Forhindringer mødte mig, og blandt andre Sl. Admiral Grotschillings Død, der affordrede mig en Sørgetale.

    Jeg var imidlertid over halv færdig med min Sang, da et Byrygte underrettede mig om, at Hr. Professor Baggesen allerede havde forsynet Hr. Kapelmesteren med fornøden Text, og dette Byrygte bekræftede Kapelmesteren hændelseviis i en Samtale med mig.

    Da jeg aldrig har fortrængt nogen Digter, eiheller fremdeles agter at gjøre det, stod det endog i min Magt, saa taug jeg, og henlagde mit Arbeide. Jeg forelæste et Par af mine Venner, hvad jeg havde skrevet, og da disse bifaldt mit Arbeide, troede jeg, at det maaskee kunde tjene Flere til Opbyggelse, og derfor udgiver jeg det nu, skjøndt jeg ikke tør haabe det komponeret af vor indsigtsfulde Kapelmester.

    Det er uvist, om jeg kan fuldende min Plan; min nærværende Stilling synes at byde mig ophænge den Harpe, som jeg, opmuntret ved mine Landsmænds Bifald, saa gjerne rørte, saa nødig forlader. Een Trøst bliver mig imidlertid tilovers, at jeg aldrig med Vidende og Villie har misbrugt den; thi havde jeg det! hvor vilde Digter-Navnet qvæle mig!