Et Fjerdingaar senere.
Riddersal. Et stort, mørkt Bjælkerum. For Salens Ende blusser Kaminens Brændebaal buldrende for Trækken.
Et Egebord langs den ene Væg. Midt for Bordet sidder i Højsædestolen Hr. Erik. Han har støttet Armene paa Bordpladen og sidder bøjet og hviler Hovedet i Hænderne og stirrer frem for sig. Over ham brænder to Vægfakler sydende.
Fru Inger vandrer langsomt Hallens Gulv op og ned og standser af og til ved et af Vinduerne, som Regnen smælder imod udenfor i Nattens Bælgmørke.
Af og til drøner det som af Vindstød gennem lange Gange, og Blæstens Sus om Murhjørner høres ind i Hallen.
Hr. Erik
Ak ja!
Inger
I plages, Fader, — gaa til Ro!
Hr. Erik
Hvor gaa til Ro? — som om her fandtes Ro!
Inger
Skal jeg jer følge? — det er altfor silde!
Hr. Erik
Du stakkels Barn!
Inger
Vist ikke nej! — vær god!
Hvorfor er I hver Dag i Hu saa mod?
Hr. Erik
ser paa hende
Ak, Inger, nu er dine Ord saa milde!
ryster paa Hovedet
Jeg led min lille Pige bedre før,
da hun gik om med Hunulvs Glam paa Tunge!
Inger
Saa tror I, Eders lille Ulveunge
er blevet tæmmet?
Hr. Erik
Tror! — ak, mine Tanker
de nejes som for Vind en Skovpyts Rør!
Hvad kan jeg vide! — Sig mig, lille Inger,
nu er det langt paa Efteraaret alt,
og Vejen som en Sump, og hver Nat bringer
Mørke, der sort som Sod om Skoven faldt!
— og stadig tøver I hos mig paa Borgen,
og stadig siger Haagen sit: I Morgen! — —
Hvorfor mon ej I drager til jert eget?
Inger
Hvor ved jeg, Fader? — Jagten her er bedst, —
. . . og Haagen, ved I, sidder helst til Hest, —
Ak, er det det, der tynger jer saa meget!
Hr. Erik
Hvad Vildt ser Jæger vel i bælgmørk Nat?
Nej, tynger mig — — — Og nu en Nat som denne,
hvor den maa glædes, der har Læsted fat,
nu farer han grassat med sine Svende!
Inger
Og saadant Uvejr, ved I, Haagen lider.
Hr. Erik
En maatte snarest tro, ham Djævlen rider!
Inger
Du bliver gammel, Fader.
Hr. Erik
Ja — maaske
med et Suk
— du har vel Ret, mit Barn!
Inger
Der kan du se.
Hr. Erik
Tror du vel ogsaa, denne Uro, som
jeg synes kribler alle Vegne om,
at det er Alderen, der slaar sin Fange
med Syner — —
Inger
Aldrig du tilforn var bange
for Uro — —
Hr. Erik
Altsaa — Blændværk er det ikke.
Du mærker selv den Uro, som her raser
fra Gry til Kvæld og Kvæld til Gry! — nej, nej!
— nej, det er ikke Prat! — En ved snart ej,
mit Barn, hvorledes man sig bedst skal skikke.
Inger
Ak Fader, I er ramt af Sjæleve!
Hr. Erik
Ja ja, — jeg tænker, vi faar snarlig se,
hvor Borgen smukt en Nat i Floden braser!
Inger
Naa, Fader, — nej, nu maa I selv da le!
Hr. Erik
Ja, gid jeg kunde, — ved da du maaske,
hvorfor det Stykke Murtind ej vil ligge,
som styrted ned din Bryllupsnat.
Inger
De Svende,
som bygger det, har sagtens liden Sans
for ret at bygge!
Hr. Erik
Hm! — nej, det er hans,
som sætter Borgen paa anden Ende!
Og hvorfor nægter Kuren nu ved Nat
for aaben Glug at vaage! — hvad er fat?
Inger
ler
Det skal jeg sige jer! — syv sorte Hunde
hver Midnat halser gennem Luften hid
og staar for Bro med Flammefraad om Munde.
Hr. Erik
Guds Død! da spørger vi om stakket Tid
ondt Nyt!
Inger
Og gamle Ellen fabler om,
at Haagens Heste brænder Krybben tom.
Hr. Erik
Sæt dig her hos mig, — kom og sæt dig, Inger,
og lad mig se min lille Piges Smil!
Inger
sætter sig hos ham
Hr. Erik
med Armen om hendes Skulder
. . . maaske det lokker løs den onde Pil,
der med sin Od mit gamle Hjærte stinger!
— Inger, hvor er din Tales stolte Ild?
hvor kommer det, at du er nu saa mild?
Inger
Ej! skal vi kives, Fader? Kiv gør træt!
Hr. Erik
Du blev ej træt tilforn.
Inger
Ak, hvor I vildes!
jeg kæler for jer, tør I vel forstaa, —
nu nærmer Tiden sig, da vi skal skilles.
Hr. Erik
Og Kinden, den er kold som rimhvidt Bræt!
Inger
Fader, nu tie I og tænke paa,
at saadan Tale piner — —
Hr. Erik
Piner, Barn!
— og du som er saa mild! — ak! piner jeg!
Ja, du har Ret, jeg bli’r et gammelt Skarn,
en vrøvlet Gamling, der ta’r dumt paa Vej,
fordi det stormer lidt og er saa silde!
. . . Saa det er Ellen, som med Sludder kror sig!
Jeg skulde gifte mig med Ellen, tror jeg,
vi to, vi passed vistnok ikke ilde!
— Ak, det er bistert, Barn, at blive gammel!
Saa — skænd nu lidt! — bid ad mig, som du plejer!
tror du, jeg er et ormædt Stykke Skrammel,
som man med kælne Blik i Krogen fejer!
Inger
Jeg tror, I trænger til at sove, Fader!
Hr. Erik
Ja vist! vist saa! lok mig med dine Dyner,
saa kan jeg putte mig, ifald det lyner!
— Bliv mig fra Livet med de Kvindelader!
Inger
Hvad vil I da?
Hr. Erik
rejser sig langsomt
Lidt op i Taarnet bare
og klø de sorte Hunde lidt paa Pelsen,
og fritte, hvor det gaar med Fandens Helsen,
og se dem glammende til Helved fare!
Inger
Da følger jeg jer!
Hr. Erik
Bliv du bare rolig
og bred for Haagen dine Bænkehynder!
— jeg er med den Slags Pudelpak fortrolig,
de snærrer ikke ad en gammel Synder!
Inger
Fa’r, det er Uvejr!
Hr. Erik
Tror du, jeg er døv!
— og jeg bli’r gennemblødt, — og jeg kan falde!
jeg er jo gammel og min Sans er sløv!
. . . Hvis Regnen siler mine Lemmer vaade,
jeg tørrer mig igen i mine Stalde
ved Ild fra Haagens Hestemulers Fraade!
Inger
Saa kom da!
Hr. Erik
Du skal blive!
Inger
Ja hos jer!
Hr. Erik
tæt foran hende
Hvad er du bange for?
Inger
Kun ræd jeg er,
I ved ej, hvad I taler eller handler!
Hr. Erik
Jeg vil de Hunde se! Forstaar du, Tøs!
om saa sig Borg og Fjæld til Svovl forvandler!
Inger
tryglende
I bliver, Fader!
Hr. Erik
Er da Satan løs!
Inger
Det er jo Kærlingsnak!
Felix
i Døren for Salens Ende
Guds Fred!
Hr. Erik
vender sig
Hvad! — I!
— Hvad vil I her Munk?
Felix
Se her ind en Stund.
Hr. Erik
Hvor kom I fra?
Felix
Op over Bjærgets Sti.
Hr. Erik
I Nat?
Felix
Ja — nu!
Hr. Erik
Og letvindt I fandt Vej?
Felix
Den Herren leder, ved I, vildes ej.
Hr. Erik
Man siger ogsaa, Fanden hytter sine!
Felix
Og derfor sidder I i Ly i Nat!
Hr. Erik
rækker ham Haanden
Godt I kom hid med Eders hvasse Næb!
her gaar man om imellem Suk og Flæb
forstyrret som en Tævehund i Pine!
Inger
I mærker sagtens, Pater Felix, at
Hr. Erik spøger!
Hr. Erik
Spøger! — saa min Sjæl!
se blot paa hende, hvordan hun ser ud!
— ja, det er Inger, Munk! Grev Haagens Brud!
Felix
Det saa jeg alt!
Hr. Erik
Saa mager som en Pæl
og mere mild end nogen from Guds Nonne!
Inger
Hvor alskens Spøg jer springer rapt til Haande!
— ak nej! før finder Pater Felix vist,
at I er ældet meget siden sidst!
Hr. Erik
Se se! nu kommer du saa smaat i Aande!
det volder Eders Kutte, maa I tro,
den trøster Sjælen og gør Hjærtet fro!
Inger
Da tør I selv nu sagtens gaa til Ro!
Felix
I vaager silde.
Hr. Erik
Tror I, Søvn man faar
en Nat, hvor Blæsten er saa helvedhaard,
da var jert Sovehjærte værd at købe!
Felix
I ser, at jeg som I endnu er vaagen!
Inger
Min Fader faar ej Hvile, før Grev Haagen
er inden Borgens Port.
Felix
Er Greven ude?
Inger
Det undrer jer? — I trode ham i Seng?
Hr. Erik
Ej! lad ham fare med sit galne Slæng!
Felix
Hvi saa?
Hr. Erik
Hvi saa! — Tvi! hvor de Vindstød tude!
ser stift paa Felix
Munk! var det jer, de Helvedhunde meldte?
Inger
til Felix
I ser, det var paa høje Tid I kom!
I faar jer Tunge artigt lade løbe,
ifald I skal Hr. Eriks Daarskab vælte
og dreje ham hans Skræk til Mandsmod om!
Hr. Erik
med Haand paa Dørlaasen
Spar paa din Omhu! — prøv du ene Kuren!
Inger
Hvor gaar I?
Hr. Erik
Hvor jeg gaar, mit Barn? — paa Muren!
gaar
Felix
Og I?
Inger
Jeg bliver, ser I.
Felix
Nu — og jeg?
Inger
Bliv om I lyster, eller gaa jer Vej,
— gør som I tykkes!
Felix
Vel, — altsaa jeg bliver!
sætter sig yderst ved Bordet
Inger
gaar atter op og ned
Felix
ser en Tid lang paa hende
Hvor I er bleg.
Inger
vender sig imod ham
Nysgerrig kom I hid!
Felix
Da har I glemt, hvad bitter Ed mig driver!
Inger
atter gaaende
I taler om en længst forsvunden Tid!
Felix
Forsvunden! — intet under Sol forsvinder,
og sejest lever ensom Mandssjæls Minder!
Inger
Da kom I hid vel, for jer Sjæl at pine
som Bod — —
Felix
Min Sjæl var lidet arm paa Pine,
før jeg kom hid!
Inger
Og nu?
Felix
Nu? — Vil I vide,
da lider jeg saa tungt, som Mand kan lide!
Inger
Stakkel, hvis I har ventet Trøst hos mig.
Felix
Ej Trøst, — en Smule Lise i mit Sind!
Inger
Nu, og den Lise finder I jer ej?
Felix
Dertil er altfor bleget Eders Kind!
Inger
Ak, er jeg ikke fager længer, Munk?
Felix
Saa fager som tilforn, saa fejr og strunk
af Legem — —
Inger
standser
Nu?
Felix
Ret aldrig nogen fandt
et Gemme, der for Sjælens Kvide bandt,
saa skjult den sneg sig langs ad Dagens Veje.
Inger
Og saadan Kvide tog min Sjæl i Eje?
Da ser I grumt!
Felix
Som Mand, der elsker, ser.
Inger
Halstarrig Elskov røber stundom mer,
end koldt Blik fandt!
Felix
Koldt Blik jeg aldrig bar
paa Eder!
Inger
Deri gjorde I just ilde!
Felix
Jer Tunge røber, hvad I skjule vilde!
Inger
Vid da, at intet den at skjule har!
Felix
I elsker Haagen?
Inger
Har I Tid at tøve,
— vent til han kommer, — og gør selv jer Prøve!
Felix
Da tror I slagen mig?
Inger
Hvad saa I tænker,
kun liden Plads jeg i min Hu det skænker!
Felix
Des større Rum har jeg til jer i min!
I tror, I dræber mig med Haanens Spær —
Ret aldrig, Inger, var jeg jer saa nær
som nu!
Inger
I spilder, Pater, Eders Tale!
Felix
Var jer min Tale altfor led en Vin,
da gik I vel! — Jeg bliver trøstigt her
og taler fort til Morgnens Haner gale!
Bliv ikke skræmt! jeg sidder rolig jo,
og brænder end mit Blod af hedt Begær,
jeg har vel lært at tinge det til Ro!
og tifold rolig sidder jeg her nu,
da jeg har set, at det, at jeg kom hid,
er intet mod den Kval, der rinder strid
fra andre Kilder dybt i Eders Hu!
I jog mig bort, — det maatte saa vel være!
saa vidt gik Eders Magt, men ikke længer!
Hvad ej I jog, det fik jeg ene lære,
det var den Elskov, jeg til jer maa bære,
den greb mig om min Sjæl med Bøddeltænger!
Bestandig, som i denne skumle Stund,
min Sjæl sig vaanded under Tangens Knugen,
ej for at fri sig, men i blodig Sugen
efter at staa saa tæt for Eders Mund,
at hvad jeg led og længtes kunde klage
sig frem for Eder uden Frygt for Død
i Ensomhedens golde Nonneskød!
Og derfor, hvor jeg saa har maattet drage,
kun ét jeg vilde under al min Færd,
et Middel til at naa jer atter nær,
et Vaaben til at vinde jer tilbage!
Et Barn I nævned mig, da I mig jog,
og jeg var Barn, og trods min dybe Synd
jeg drømte mildt og godt, og som en Pog
jeg stred for Lykken med troskyldig Fynd.
Nu er jeg vendt som Mand i Nat tilbage,
Drømmen og Barnet styred anden Kaas!
for Drømmen har jeg Viljen til at tage,
hvad der er Døden om det ikke naas;
fra Barnet bærer jeg hel dybt i Sjælen
saa øm en Længsel efter gylden Fred,
en Længsel mod en sollys, stille Bred,
hvor Lykken tøver i huldsalig Dvælen.
Og ser jeg, Inger, paa jer hvide Kind
og paa den vage Uro i jert Øje,
jeg ser den samme Længsel i jert Sind
sit lyse, milde Barnehoved bøje.
Jeg led, da jeg kom hid og saa jer bleg,
fordi jer Pinsel stinger al mit Blod,
men af min Sorg saa hed en Fryd der steg,
og Eders Kval mig gav saa klart et Mod!
Inger
som er standset ved Bordet foran ham
Nu — sandt I saa!
Felix
springer op
Inger
Nej bliv! I faar jer tvinge!
Som I jeg efter fredfyldt Lykke længes,
— kun kan I aldrig mig den Lykke bringe.
Felix
Og uden Eders min mod Muren slænges!
Inger
Jeg ved ej Raad. Kun én min Lykke ejer.
Felix
Og vandt jeg over denne ene Sejer — —
Inger
I vandt det aldrig, Felix!
Felix
Husk, mit Liv
jeg sætter paa den Strid! — mit Liv og hans!
Inger
Og havde Liv I mer end tusindfold
og kunde øde dem til Tidsfordriv,
I vandt min Lykke aldrig i jer Vold!
rækker ham Haanden
Felix, jeg lagde jer min Sjæl fuldt aaben,
vis Eders Godhed mod mig ved at gaa,
I kan ej binde mig min Lykkes Krans!
Felix
tager sin Haand til sig
Saa lidet da som han, I tænker paa.
Inger
Du truer, Munk! hvad gemmer du for Vaaben!
Felix
Tænk paa den Ed, som sidst, vi saas, jeg svor!
Hr. Haagen kommer gennem Døren i Baggrunden, langsomt og træt. Hans Dragt er forpjusket og tilsølet af Regn og af Jord, og hans Haar klæber om hans Tinding og Pande.
Hr. Haagen
standser i det han bliver dem vár
Hvem er den Mand?
Inger
gør en Bevægelse, som vilde hun løbe ham i Møde, men bliver staaende
En Munk.
Hr. Haagen
En Klerk?
— hvad gør du her saa sent?
Felix
Jeg søgte Ly
mod Nattens Mulm og Stormens onde Værk.
Hr. Haagen
peger mod Døren
Da faar I til et andet Kammers ty!
Inger
I traf dog Pater Felix før.
Hr. Haagen
Jeg?
Felix
Vist
I mindes, strenge Herre, da vi sidst
hinanden saa! — det var jer Bryllupsnat
paa Taarnet.
Hr. Haagen
Ak, da var det Eder, som — —
Jeg mindes dunkelt, I forsvandt saa brat —
Felix
Saa brat, som jeg i Nat tilbage kom.
Hr. Haagen
Og brat, som I i Nat faar atter drage.
Felix
Saa hastigt, strenge Herre, ej I jage
en husvild Munk!
Hr. Haagen
Gaa, Klerk! — — Nej, bliv!
Sov, hvor I vil, — helst udenfor paa Svalen!
jeg lider Eder ikke her i Salen!
Felix
Hvor helst I lider mig, har før jeg sovet!
idet han gaar
I være ej mig ond! fred før min Sti,
— og mindes Messen, som hin Nat jeg loved!
gaar
Hr. Haagen
træt
Hvad vil han?
Inger
Intet — ved jeg.
Hr. Haagen
Lyver I?
Inger
løber hen til ham og lægger Armene om hans Hals
Haagen!
Hr. Haagen
Altsaa løj du!
Inger
Ingensinde
for dig jeg løj!
Hr. Haagen
Hvad vil du mig da, Kvinde?
Inger
Hvor kommer du fra?
Hr. Haagen
Utro tror du mig!
Inger
Hvad lokker dig saa ond en Nat ad Skove?
Hr. Haagen
Hvad Lokken bruger den, der ej kan sove!
Inger
Saa hastig blev min Fruefavn dig led!
Hr. Haagen
Vist ikke nej! — nu gøgler du dig vred!
Inger
Vred? — jeg har glemt den Kunst at kunne vredes!
Hr. Haagen
Din Favn er mig i denne Stund fuld hed!
Inger
Haagen, ak, aldrig før saa dybt jeg led!
— saa dyre Bønner i mit Hjærte bedes!
Hr. Haagen
Eja! — saa tal!
Inger
Ak, jeg er arm paa Ord!
Bliv hos mig, Haagen! — Dag og Nat du for
ad Skov til Hest! — saa lidet er du min!
— bliv hos mig, blot! — jeg spørger dig jo ikke! —
Jeg blev din Sjæl som Falk og fyrig Vin!
— ak, hvorfor lader urørt du din Vin?
Jeg længes efter tavs at kunne ligge
med begge Hænder om dit blege Hoved
og drømme Fred ind i din vilde Hu
og hilse dig med Fred, naar du har sovet,
og være selv den Fred, du savner nu!
Hr. Haagen
Saa dyb en Fred mig hilser, hvor du gaar,
— den eneste, der til mit Hjærte naar!
— Ak, du kan intet for, at disse Hænder
kun lidet til at fange Freden kender!
Inger
Nej, Haagen, Haagen! aldrig blev jeg alt
for dig!
Hr. Haagen
Nu lade fare du den Tale!
Inger
Som Sten min Bøn da paa dit Hjærte faldt!
Hr. Haagen
Ak nej, — som Dug paa soltør Blomst i Dale!
Inger
Saa føj mig da! — saa hedt jeg nu vil dig,
som du, den Gang du bejlede til mig!
Hr. Haagen
Som glødet Klinge dine Ord mig rammer!
Inger
Og kan de saare dig?
Hr. Haagen
Du stakkels Kvinde!
Inger
Pin mig ej længer!
Hr. Haagen
Ved du, Barn, det Baand,
der binder under Mur de vilde Vinde,
da ved du ogsaa Fred for al min Jammer!
Inger
Ak, er ej Elskov da slig Tryllevaand!
Hr. Haagen
Nej, Elskov er et irret, giftgydt Bæger!
jeg ved ej Drik, der halvt saa lidet kvæger!
Inger
Haagen, hvad Orm har stunget saa dit Sind?
Hr. Haagen
Hvad Orm? — den Orm, der evigt raader ilde
i hver Mands Sind, hvem Livet bød til Gilde
og jog derfra med Sjælen fuld af Pest,
og som alligevel vil Livets Fest!
Har ej du hørt engang i Barnekammer
et grufuldt Sagn — —
griber hende fast om Armen
Det faldt dig aldrig ind,
at du var giftet til den vilde Jæger!
Inger
efter en Tid at have tiet
Kun dobbelt dine Ord min Elskov øger!
Hr. Haagen
Ser du, nu lokker Lykken for min Sjæl!
som kælen Kat den om mit Hjærte spøger
og rasler stolt med Sporen paa min Hæl!
Og som troskyldig Dreng jeg mod den springer
og borer i dens blanke Hals min Finger
og planter paa dens Læbe vildt min Mund
for rapt dens gyldne Sjæl at suge ind
og gemme den saa dybt paa Hjærtets Bund!
— fordi du leger Lykken til mit Sind!
Inger
Og jeg har svoret den og dig at binde!
Hr. Haagen
Saa fager Ed, — og svoret saa i Blinde!
Inger
Blindt handles alt! — Et faar du, Haagen, vide,
at blindt min Lykke jeg til din saa bandt,
at hvor du satte end din Sjæl i Pant,
om dig vil jeg med hvem, som tænkes, stride!
Hr. Haagen
Mer Ve du volder mig, end Trøst du saar!
— med fagre Ord din egen Kval du spaar!
Inger
Jeg skal ej græde.
Hr. Haagen
Mellem mine Svende
er Graad som gladest Barnesmil at kende!
Inger
I Morgen, Haagen, —
Hr. Haagen
Nu?
Inger
I Morgen vil
vi drage ad dit eget Borgfjæld til!
Hr. Haagen
Og hvis du satte dig paa Hesteryg
og red med mig, — og Borgen ikke fandtes!
da kendte du til Slut dig lidet tryg!
Inger
Haagen, nu frommer lidet det at gantes!
Hr. Haagen
Nu viger du! — og om min Borg var bygt
af sorte Uvejrsskyr, der taarned tykt
dens Mur af Mulm, mens Nattens smule Stjerner
i skumle Gange blafred som Lanterner,
og Muren sukked hid og did for Vinden,
der huled Glug ved Glug og styrted Tinden!
Inger
Nu faar du lade af med ondt at spøge!
Hr. Haagen
Da glemte du din Elskov snelt at øge! —
Her faar du blive! her kun er jeg din!
— Saa bleg du bliver!
Inger
tier en Stund; omsider dæmpet
Her tør jeg ej tøve!
Hr. Haagen
Tør?
Inger
Ser du ej, — min Sjæl er solgt som din!
Hr. Haagen
tier; ler haanligt
Saa langt jeg drog! — saa kostbar Skat at røve!
— Nu lyver du! — Eja! du vil mig prøve!
Tal stolt, som du din Bryllupsaften taled!
pral, Kvinde, som du Nat og Dag har pralet!
hvor har du slængt din stride, stolte Aand?
. . . Inger, nu faar du ikke længer tøve,
nu tigger jeg min Frelse af din Haand!
Inger
Ak, selv du red min stride Vilje sønder!
den døde, da min Elskov sprang af Svøb!
Hr. Haagen
Forbandet da din Elskovs bløde Hynder!
min Elskov med din Stolthed fra dig løb!
Inger
Og taler Alvor du, — vil du mig slippe — —
Hr. Haagen
Ser du ej Taagen, som mig evig følger!
Hvor jeg saa fæster Fod, i Muld, paa Klippe,
dybt Muld og Klippe under Saal mig bølger
som Sky for Storm, — og rejser sig mit Mod
og jager frem mig gennem Død og Blod
for Fred at fange, inden Dagen lider,
for dybt min Sjæl i daglys Fred at dykke,
— alt, hvad jeg vandt, som Skygge fra mig skrider!
fra Natten ler mig uvejrshæst imod
det blege Spøgelse af al min Lykke!
Inger
Da varsler du mig grumt mit Livs Forløb!
Hr. Haagen
Til Døden ramt jeg til dit Kammer krøb
og klamred til din Sjæl mig for at hvile
og glemte stakket i dit svale Bo,
at mere snelt end Mand de Magter ile,
der følger fredløs Sjæl med spilet Klo!
Inger
Bliv, Haagen! — bliv!
Hr. Haagen
Ej har det Ord nu Magt!
vender sig mod Døren
Inger
Nej, Haagen, — Haagen! — ak, hvad er din Agt!
Hr. Haagen
At løse jer fra Eders onde Pagt!
Pater Felix kommer i Døren, støttende Hr. Erik ved Armen.
Hr. Erik
skyder Felix fra sig og gaar frem mod Haagen; standser foran ham og løfter Haanden knyttet imod ham.
Forbandede!
Hr. Haagen
Nuvel!
Hr. Erik
Forbandede af Gud!
Hr. Haagen
river sit Sværd af Skeden.
Vig fra mig, Olding!
Hr. Erik
Ti! — og løft dit Sværd
og kys dets Kors!
Hr. Haagen
Mit Sværd har andet Bud!
Hr. Erik
Forbandede! kys Korset!
Hr. Haagen
slynger sit Sværd gennem en Rude ud i Natten
Ser I dér!
Der strøg det Kors til Eders Hunde ud!
Hr. Erik
Du Helvedsjæl! den Spot du kunde spare!
for Porten venter dig en Helvedskare!
Hr. Haagen
vil skyde ham til Side
Eja! da byder jeg den Skare hid!
Hr. Erik
med Sværdet draget
Før fanger du af mig din Død!
Hr. Haagen
For silde!
min røde Kind blev længst i Døden hvid!
Hr. Erik
Mensvorne Spotter!
Felix
Fat jer, strenge Herre!
ser ej I, at Grev Haagen lider ilde?
Hr. Haagen
Munk! har du rede alt din Bøddelkærre,
da bind mig rapt og brænd mig ved din Pæl!
Felix
Følg mig!
Hr. Haagen
Saa salig Fryd jeg aldrig hented!
Nu vel! —
rækker ham sin Haand
Se her! — men rap dig! jeg er ventet!
Felix
Ej saa, — i Nat I tøve i Kapellet!
Hr. Haagen
At først du Djævel kan faa Djævlen fældet!
Felix
. . . at synge Messe for Grev Haagens Sjæl!