Til Landmanden
Fragment.
Fragment.
Hører min Sang, I Lyksaligheds Sønner!
Som i de fredsomme Landsbyer boe.
Knæler for Himlen, og glade paaskiønner
Eders saa blide, saa yndige Roe;
Stædernes Tummel kun Eder ei qvæler
Sielen, som Luften, I aande, er fri;
Glimrende Barnespil ikke bortstiæler
Tiden; I kiende dens fulde Værdi.
Til at fuldkomme de hellige Pligter,
Hvortil I skabtes, anvende I den,
Hver Eders Daad til et Øiemeed sigter;
Hastelig finde I Sporet igien
Af den Natur, hvis Exempel I følge,
Om I end fare et Øieblik vild.
Gnisterne, som under Asken sig dølge,
Udbryde tit i den hæftigste Ild;
Lasten, som utæmt i buldrende Stæder
Voxer, og løfter sin blomstrende Top,
Giødet med Bifald, og vandet med Hæder,
Rykkes, som Ukrud i Landsbyen, op.
Her sund Fornuft, meer end Vittighed, æres,
Artighed laaner ei Falskhed sit Navn,
Ungdommen ikke til Krumspring oplæres,
Men til Uskyldighed, Arbeid, og Gavn.
Edv. Storm.