Til Gud, til Gud stiig op, høit over alle Kloder,
Lyd viidt og bredt, min Jubelsang!
Han Intet bød, og see! det blev en frugtbar Moder,
Thi Skabermandens Bud var Tvang.
Ham, alle Væsners Udspring, vorde
Tilbedelse og Lovsang bragt
For alt det, som han giorde
Med Viisdom og med Magt.
Fra høien Bane, hvor den vælter sig i Lue,
Tilraaber Solen glad sin Gud:
Du giorde mig! og trindt omkring paa Himlens Bue
Din Almagt strødde Stierner ud.
Jehovas Lov du skinnende Hærskare,
Nedtone til den mørke Jord,
Om Væsner, som ei vare,
Men bleve ved hans Ord.
Alene kierlig Lyst en større Kreds at fryde
Med Liv og med Velgierninger,
O! Godheds Under, dig bevæged til at gyde
Frem af dit Skiød nye Verdener;
Og fra det Lys, hvori du troner,
Til Dødelige at udgaae,
Fra Englers Legioner
Som for dit Ansigt staae.
Dig vilde du, som Gud, for den umaadelige
Og øde tause Dybhed tee;
Du lagde Planen til dit Livopfyldte Rige
I evig Mørkheds Gruelse:
Udbreded dine Almagts Hænder
Viidt over Mueligheders Nat,
Og tegned alle Ender
Af din ufødte Stat.
Du kaldte den, den kom. Hvad Underværke brøde
Nu frem af Intets svangre Skiød!
Talløse Sole gik sin Skabermand i Møde,
Og Lysets Troner af nyeskabte Sange lød’.
Hver hersker i sin egen Sphære,
Hvor du bød flydende Chrystal
Dens Ildpallads at bære
Indtil Naturens Fald.
I Himle! lades op, at jeg forbaust maa skue
Hvor venlig Naboe Solene
Gaae hos hinanden, hver i sin anviiste Bue,
Hver en Monark, viidt lysende.
Forgieves! Svimlende min Tanke
Til dette Skuespil udfoer;
Men sank til Støvets Skranke,
Tilbage til sin Jord.
Fra gamle Intet den var ogsaa nu løsrevet,
Dog øde, vild, uformelig;
Den dunkle Klump, som end i Kuld og Mørke svæved
Blant sorte Bølger giemte sig.
Gud trued Chaos, Herren skielded,
Flux foere Vandene afsted,
Og tordnende sig vælted
Til det bestemte Sted.
Med Brusen samled sig skrækfulde Oceaner,
Da Herren vinked med sin Haand:
Og Floder skummed frem i de udhuulte Baner,
Og Jorden fik sit tørre Land,
Og truende sig Alper reiste
Med deres brede Rygge op,
Og ud af Vandet kneiste
Den steile Klippetop.
Høit over Solene stod han, som gav dem Livet,
Og saae til en af dem især,
Og sagde: Dig har jeg min Jord til Konge givet,
Dens Løb du venligen regier,
Saa at du den med Lysning glæder,
Og med din Glands, naar du gaaer bort,
Den stille Maane klæder
Som jeg for den har giort.
Hvad føled du, o Jord! den første gang du smagte
At Solens Skin dig varmede?
Hvad, da din Konge dig den første Straale bragte,
Og Dagens Strøm udgydede!
Han kom, hans gyldne Lokker fløde
Indbundne i en Blomsterkrands,
De unge Timer bøde
Ham op til Foraars Dands.
Den fede Græsgang alt med Grønt var overmalet;
I tusind Farver Blomsteret
Stod for sin Skaber klæd, men Rosen herligst praled,
Kun den fortiente Purpuret
Og Tronen. Perledug de drukke,
Og aanded i den varme Luft
Fra søderiigt Indlukke
En sund balsamisk Duft.
Nu kom og Træerne. Hist moedne Fersken gliiste,
Her Kirsebærret stod i Blod.
Den ranke Stamme først i Sølvhviid Flor sig viiste,
Men snart behængt med Guld den stod.
Ærværdig Ege-Skov ud over Biergerygge
Sit mørke Løvværk havde strakt,
Og med en kiølig Skygge
Alt Dale overtrakt.
Nu Jorden prydet var og skiøn paa alle Sider,
En Gud selv kunde boet her.
End var den frie (o! alt for snart bortfløine Tider)
For Krigens Ødelæggelser.
End var ei af blodstænkte Hære
Naturens skiønne Ansigt skiændt;
Den falske Morderære
Var ei endnu bekiendt.
Ukrænkt, Naturen af sin Skabers riige Fylde
Bød Skatte af Fornøielse;
Men overalt var kun et taust og livløst Stille,
Der var ei noget Levende.
Gud taled, Biergene de bæved,
Og Hav og Jord blev Lyst og Leeg;
Da nye Væsner leved,
Den døde Taushed veeg.
Sin Boelig finnet Fisk, den Strømmens Søn, opleded
Og fandt i Sivbegroede Søe;
Blant Havets Skum og Iis den stolte Hval udbreded
Sig, som en ubeboet Øe.
Her fløi med guldbestukne Vinger,
Hist krøb, knap synligt, et Insekt
Fra konstig Mesters Finger,
Skiønt, som den største Slægt.
Kun Ørnen torde sig mod Solens Straaler vove;
Til roeligst Busk undveeg og sang
Den søde Nattergal; I skyggefulde Skove
Det brune Vildt med Brølen sprang.
Nu Manken rystend’ Løven tvinger
Sig ud af moderlige Jord,
Og lystig Lammet springer
Omkring det stille Faar.
Liv lod du overalt udgaae i rige Strømme,
Ei Klippens mindste Rift blev tom.
Hvor vild den blandede og dog foreente Stemme
Som dig med Tak i Møde kom!
Der trængte sig fra alle Skove
Et Chor af tusind Røster frem,
Dig, deres Gud, at love,
Hvis Godhed skabte dem.
Til denne Flok kom snart din Storheds Tolk, o! Herre,
Dit Mesterværk, dit Menneske,
At der dog skulde et forstandigt Væsen være
Til dine Gavers Nydelse.
Dit eget Billede blev Livet
Indblæst umiddelbar af dig,
Fornuft blev Manden givet,
Han stod og føled sig.
Et Under af din Haand! der, ligerviis som Dyret,
Af Jordens Skiød ernærer sig,
Men har en Engels Siel. Der halv forgaaer, som Dyret,
Og dog er halv udødelig;
Skabt frie, dog at han skulde lyde
Dig Gud af Valg og Kierlighed,
Og prise dig og nyde
Dit Samfunds Salighed.
Han stammed frem din Lov med sin nyeskabte Tunge,
Saasnart han tænkte, føled sig;
Han hørte alle Dyr din Miskundhed besiunge:
I Himlens Straaler saae han dig,
Paa Engens blomstermalte Dække,
I aromatisk Myrrhaduft,
Blant muntre surrend’ Bække,
I Vaarens milde Luft.
At love dig er Pligt. Din Lov skal villig lyde
Fra mit takfulde Harpespil.
Den hele Jordens Kreds skal i din Roes udbryde,
Saavidt Fornuft og Røst er til.
Viinlandet og den brændte Hede,
Og Mogols Egn, og Zemblas Iis
Er’ er alle lige rede
O! Skaber, til din Priis.