Jeg takker dig, mit Livs Herre!
For den tilendebragte Dag.
Er den og anvendt til din Ære
Og faderlige Velbehag?
Ak! har jeg og erindret mig
At hver min Daad staaer blot for dig?
Har jeg mit Brød med Priis modtaget?
Arbeidet i mit Kald med Flid?
Ei efter Daarligheder jaget,
Og spildt den dyrebare Tid?
Har jeg beholdt min Villie frie
For Lysters grumme Tyrannie?
Har jeg og ofte mindt mit Hierte
Om Død og Regnskab, Grav og Dom?
Og været taalig under Smerte,
Og mod min Næste blid og from?
Har jeg betegnet hver en Stund
Med nogen Dyd, og tæmt min Mund?
Har jeg betvunget nogen Vane
Som Sielens Rang vanærede?
Er jeg paa Christendommens Bane
Gaaet fremad? — O! Alseende,
Kun du, kun du kan dømme mig,
Thi intet skiuler sig for dig.
Selvkierlighed saa tit bedrager
Det stolte og forvendte Sind.
En Broders Skiev den snart opdager
Men er mod egen Bielke blind.
Min Fader, Gud! tilstæd mig ei
At smigre for mig selv, o! nei!
Jeg vil paa mine Knæ anklage
Mig selv for dig, Tilgivende!
Saa veed jeg vist, at jeg skal smage
Din Medynk og Forbarmelse.
At sove jeg ei drister mig
Førend jeg er forliigt med dig.
Skal denne Nat min sidste være,
(O! Gud, jeg er jo i din Haand)
Du mig en salig Død beskiere,
Og før min dyrekiøbte Aand
Til Fredens glade Boeliger,
Hvor Jesus min Forløser, er.