Med Blusels Graad jeg falder ned
For dig, mit Lives Fader!
Jeg veed du elsker Hellighed,
Og at du Synden hader.
Ak! hvor maae jeg mishage dig,
Jeg som saa tit har smittet mig
Med Laster og Udyder,
Dem Jesu Lov forbyder.
Mod mine Sandsers Herredom
Jeg har ei villet kiempe;
Den Vanart har jeg givet Rum,
Som du befoel at dæmpe.
Jeg har ei giort min Villie frie
Fra Lidenskabers Slaverie,
Men ak! tient Verden mere
End dig, min rette Herre.
Jeg har ei stræbt at ligne dig,
Jeg elsker ei min Fiende,
Forstaaer ei Ondt taalmodelig
Med Godt at overvinde.
Jeg ofte misfornøiet er
O! Gud, med dine Tugtelser,
Og tit med Murren drikker
Den Kalk, du mig tilskikker.
Alseende! som alting veed,
Du ogsaa veed og kiender
At jeg med fuld Oprigtighed
Min Ondskab her bekiender;
Du veed det er ei blot min Mund
Men Hiertet selv, som denne Stund
Med dig, o! Herre, taler,
Og al sin Brøde maler.
Som en forloren Søn, til dig
Min Fader! vil jeg vende.
O! Gud, jeg vil forbedre mig,
Din Hielp du mig tilsende!
Giv mig for Jesu Skyld igien
Din tabte Gunst, at jeg ved den
Maa styrkes til at vinde
I Striden mod min Fiende!
Lær mig at bruge hver en Dag
Jeg endnu har at leve
Saaledes, som dit Velbehag
Og dine Bud udkræve;
At jeg til min Bestemmelse
Maa stedse blive modnere,
Og stadigen opstige
Alt nærmere dit Rige.