Usynlige! min Tanke hæver
Sig op til dig hos Kraftens høire Haand.
Min Røst blir mat, min Tunge bæver,
Min stolte Flugt fornemmer Støvets Baand.
O! styrk min Siel, naar den vil tænke dig,
Omsonst den ellers kun udmatter sig.
Lyksalige de Øine vare
Som Himlens Lyst, dit milde Aasyn, saae!
Lyksalige de Øren vare
Som hørte Livets søde Ord udgaae
Af dine Læber! Ja, hvor salig var
Den Arm, som Gud i Kiød omfavnet har!
Men jeg, jeg seer dig ei, ei hører
Din Røst, ei kan omfavne dine Knæ;
En hellig Længsel mig oprører;
Min Siel er tændt for dig, usynlige!
Den brænder høit af kierlig Andagts Ild;
Du boer i Lys som ingen kommer til.
Nei ingen! Før Leerhytten falder,
Som fængsler Sielen til et syndigt Liv,
Før du fra Gravens Grus udkalder
Din kiøbte Arv ved et fornyet Bliv.
Da skal jeg see den Ven jeg havde kier,
Forsoneren, min Jesum, som han er.
Da skal jeg med forklaret Øie
Beskue ham, paa hvem jeg troet har,
Naar han nedstiger fra det Høie
At krone den, som troe og lydig var.
O! hvilket Haab! min Gud, min Salighed!
Da er jeg din, og din i Evighed.
Da aldrig meer skal jeg dig miste,
Men evig tryg udi dit Rige boe;
Da skal ei Synden mere friste
Mit Kiød og Blod, og dræbe Hiertets Roe;
Da skal mit Støv faae Englers stolte Rang,
Min Røst skal blandes med Cherubers Sang.