Da Du treen frem til Lysets Rige
Fra Moders Skiød, saa stod en Pige
Som otte smukke Søstre har,
Og smiled ved Dit første Leie,
Og sang: „Den Dreng, Ham vil jeg eie!“
Giet nu, min Ven! hvem Pigen var.
Skiønt jeg har kaldet hende Pige,
Var hun just ei Climeners Lige,
Langt høiere var hendes Rang.
Endnu kan Du det ei begribe?
Endnu er Du i Tvivl og Knibe?
Tænk otte Søstre! — tænk paa Sang! —
Nu! jeg vil dig ei længer plage,
Men ikkun hendes Sang gientage,
Den var, som Fuglens, sød og frie:
„Du skal min Søn og Yndling være;
„Min egen Kunst jeg Dig vil lære,
„Din Siel er skabt til Harmonie.
„Og denne Kunst Dig selv skal fryde,
„Og ofte Lindrings Balsom gyde
„I et beklemt og saaret Bryst.
„Hver Kreds, hvori Du er tilstæde,
„Den stemme skal til Sang og Glæde,
„Og være mange Venners Lyst.
„Med dig vil Skialden dele Trone,
„Thi Du skal aande Liv og Tone
„Ind i hans Riim, og staae ham bie;
„Naar han til Himlen sig opsvinger,
„Du laaner ham Musikkens Vinger,
„Og løfter ham ved Melodie.
„Jeg veed, at Du kan ei fornemme
„Din troe Venindes blide Stemme,
„Mit lille følelsløse Noer!
„Men jeg vil selv i Tiden vælge
„En Digter, som Dig skal fortælle
„Et hvert af disse mine Ord.“ —
Her endte hun — Jeg nød den Ære,
Den Skiønnes Budskab dig at bære,
Jeg blev den Skiald, hun loved Dig.
O! maatte jeg den Vellyst smage
Paa hver af Dine Fødselsdage
At see Dig glad og lykkelig! —