At hædre ham, som mildt udbreder
Blant sine Brødre Held og Lyst,
Og dette Livs Elendigheder
Formilder med balsamisk Trøst;
At vække Verden til at finde
En ædel Drift til samme Navn,
Og lokke Øiet til at rinde
Ved Tanken om den Frommes Savn;
Hertil blev Sang fra Himlens Trone
Nedsendt, og Smag og Vittighed,
Til dette Brug fik Harpen Tone,
Og Mandens Hierte Følsomhed.
Men ak! hvor tit maae Dyd og Ære
Til Last og Skam sin Krands afstaae,
Den Krands som ingen burde bære
Hvis Siel ei slægted Bernstorffs paa.
Skal Marmor tale, Musen tie
Om denne Menneskenes Ven?
Skal ingen skiønsom Sang indvie
Den store Aand til Himmelen?
Kan og Camoenens svage Kræfter
Naae sligt et Emnes Værdighed?
Nei, ydmyg den kun higer efter
At skimte Bernstorffs Evighed.
Hvad Troldoms Kunst har skabt det Mørke
Som Danmark saa fordunklet har?
Siig hvorfra Løgn fik Sandheds Styrke,
Og giennem Secler Sceptret bar?
Den Løgn, at Slaverie ei krænker
Ærværdig Landmands sande Vel,
At Arbeid drives best i Lænker
Og med en underkuet Siel.
Forgieves Sandheds Middag straalte,
Omsonst Erfarings Stemme lød,
Despotisk Fordom ikke taalte
At Kundskabs mindste Glimt frembrød.
Natur, du upartiske Moder!
Har du fornedret Mennesket?
At Broder eies skal af Broder,
Naar skrev du en saa grusom Ret?
Men Bernstorff var for stor at bære
Vankundigheds og Fordoms Baand:
Saasnart han føled han var Herre,
Steeg, som en Ørn, hans stolte Aand
Op til den adelige Tanke
At ogsaa være Menneske;
Vidt uden for den snevre Skranke
Som fængsler smaa Velgiørere.
Stat op! (saa lød en kierlig Stemme,
Der taled i hans rørte Bryst)
„Stat op med Faderhuld at fremme
„Dit Godses Vel, og vær dets Lyst.
„Bryd, ædelmodig bryd de Lænker,
„Som tynge Landets Dyrkere;
„Hvo Eiendom og Frihed skienker,
„Han skienker Staten Borgere.“
„Medynksom skue den stakkels Spæde,
„Som ei endnu sin Jammer veed;
„Hans Arvegods er Fædres Kiede,
„Han fødes til Elendighed —
„Hvor synke de modløse Hænder!
„Skienk Agermanden selv sin Høst:
„Strax virksom Iver ham antænder,
„Strax yder han sin Sved med Lyst.“
„Vær Fader! See hvor Dyden græder
„Dens Spiir borttrædes med Foragt.
„Fortvivlelse giør slemme Sæder,
„Og Armod staaer med Last i Pagt.
„Byd Velstand og Tilfredshed hæve
„Din Undersaat op fra sit Fæe;
„Lad Æren i hans Barm opleve,
„Og adle ham til Menneske.“
„See Hytter, hvor de barske Vinde
„Naaer rystend’ Olding i sin Krog,
„See Engens grønne Pragt forsvinde,
„Suurt Vand og Moes dens Sted indtog.
„See den af Klinte skiulte Ager,
„Læs her at Dyrkeren var Træl;
„Ja see det mavre Qvæg som tager
„I sine Herrers Vaande Deel.“
„O! hvilken Mark! hvor skiøn og herlig!
„Hvor viid for din velgiørend Aand!
„Føl stolt dit Kald, og udrek kierlig
„En hielpsom, viis og stadig Haand.
„Gak saa, naar du er mæt af Dage,
„Til dine Fædres Fred, og siig:
„Jeg lod en Efterslægt tilbage,
„Som jeg har selv giort lykkelig.“
Saa lød den blide Røst, der førte
O! Bonde, din betrængte Sag.
Med villig Hu din Bernstorff hørte,
Og skynded frem din Friheds Dag.
Det blotte Skin af Tab kan skrække
Den feige Egennyttens Søn,
Men Bernstorffs Mod kan intet svække,
Han i sit Offer seer sin Løn.
Forgieves Bierge sig opskiøde,
Beskiæmmede de snart forsvandt.
Han gik sit Maal som Helt i Møde,
Og kiempede og overvandt.
Landmanden eier nu sin Ager,
Nu er ham Foraars Regn til Lyst,
Med trefold Fryd han nu modtager
Af Himlens Haand en frugtbar Høst.
Arbeidsomhed sit Hoved reiser,
Og Ceres giver Flora Haand;
Meer aromatisk Stakken kneiser,
Meer kiernetungt er Høstens Baand.
Med Landmands Velstand Mod frembryder,
Hans Søn opdrages ei til Træl,
Men til at øve Borgerdyder,
Og bruge Riigdoms Gaver vel.
Hvad sieldent Monument henrykker
Din Siel, forbause Vandringsmand!
Hvor uliigt hine Kunstens Stykker
Som hyklede for en Tyran!
Siig, Marmor! hvem du meest giør Ære,
Den, dig fortiente, eller gav?
Hvor sødt, taknemmelig at være!
Hvor stort, at leve i sin Grav!
Barbar, som dine Brødre plager,
Viig bort, thi Stedet helligt er!
Du Ophavsmand til Suk og Klager,
Hvor saare liden blier du her!
Smiil haanlig i dit Herresæde,
Og dit forhadte Spiir udstræk!
Nyd umisundt den usle Glæde
At være dine Slavers Skræk!
Men viid og føel, hvor du foragtes
Af hver, som dig foragte tør:
Ret som et Udyr du betragtes,
Der stoler kun paa sine Kløer.
Kun slet en Rang dens Skiendsel dækker
Som feider mod sit Fødeland;
Og den som Bondens Velmagt brækker,
Tael Statskunst! siig os, hvad giør han?
Men Himlen blidelig velsigne
De ædle, viise, kiekke faa,
Hvis Hierter dit, o! Bernstorff, ligne,
Bekrandset deres Navn skal staae,
Og glimre stolt i Rygtets Tempel
Blant velfortiente Borgere;
Og deres lysende Exempel
Skal aabne Verden Øinene.
Den store Tidspunkt, fuld af Glæde,
Jeg alt i Aanden forudseer,
Da Frihed skal paa Lænken træde,
Og Slaverie ei være meer.
Den kommer, Trællens Jubelhvile,
Den kommer vist, og Bernstorffs Aand
Skal høitidsfuld fra Himlen smile
Ned paa de sønderslidte Baand.