Den sande Lykke
Efterligning af Hor. 3 Bogs 1ste Ode
Efterligning af Hor. 3 Bogs 1ste Ode
Som Musers viede Præst jeg driver
Fra deres Altre Pøblens Flok;
Jeg for velartet Ungdom skriver
Og har i sammes Biefald nok.
At gavne og forlyste den
Er Maalet for min muntre Pen.
Skiønt en med frygtet Spiir i Hænde
Behersker kuet Folk og Land,
Maae dog hans stolte Magt erkiende
I Tordneren sin Overmand,
For hvem oprørske Kiemper faldt,
Hvis mindste Nik bestyrer alt.
Lad være Orgons Rigdom veier
Lidt meer end det hans Naboe har,
Lad være, Max fleer Ahner eier,
End i Medbeilers Stambog var,
Som kun vil frem i Verden ved
Got Rygte, Dyd og Ærlighed;
Lad være at Palæmon haver
Fleer Venner og Opvartere;
Dem Enden upartisk dog laver
Eens Vilkaar med den ringeste.
Hvert Navn i Skiebnens Hiul er lagt,
Og Døden, alles Lod, blier trakt.
En Lastefuld, som maa forvente
Hver Stund sin Løn af Hævnens Sværd,
Kan ei stor Trøst hos Vellyst hente,
Og Druen selv har ingen Værd.
Ved yndig Lyd af Cithar Stræng
Han søvnløs veltes i sin Seng.
Men see uskyldig Landmands Hytte
Ei Søvnens milde Gud forsmaaer;
Hvor han sit Leie end vil flytte,
Han altid Roe og Hvile faaer,
Endog om han i luftig Skov
Og hos den raslend Kilde sov.
O! den som ei vil meer forlange
End hvad Naturen trænger til,
Ham giør ei Havets Bølger bange
Om tusind Veir end bruse vil.
Han frygter ei, han Brev skal faae
Om Skibe som paa Skagen staae.
Han aldrig over Hagel klager
At det hans Ferskner skadet har,
Ei at hans Hovmark ham bedrager,
At Aaret alt for fugtigt var.
Han ei for Heden jamrer sig,
Ei Kulden er ham skadelig.
Den Riige Fiskens Plads indskrænker,
Og fylder op det dybe Vand,
Han Steen paa Steen i Bunden sænker
Ved akkorderet Bygnings Mand.
Ham synes nu han er for stor
At træde paa naturlig Jord.
Men Frygt og Angst dog ei bortviger,
De følge ham i hvert et Fied;
Om han i væbnet Skib end stiger,
Det samme Selskab dog er med:
Staaer han til Hest, den fæle Nag
End sidder hos paa Hestens Bag.
Kan da et Marmorslot ei trøste
Beængstet Hierte med sin Pragt;
Kan ei den sorrigfulde høste
Gladt Sind af guldbroderet Dragt;
Kan Viin og Røg af Hyklere
Ei forebygge Græmmelse;
Hvi skal da prægtige Portaler
Som Avind sig kun støder paa,
Og Vogne, Titler, Capitaler
Blant mine rene Ønsker staae?
Med Riigdom og dens Plager jeg
Mit stille Farum bytter ei.