I Almindelighed bedømmer man en Mands samlede Arbeider paa en gandske anden Maade, end enkelte Stykker, der udkomme hvert for sig. Man skulde vente det Modsatte af hvad der virkelig skeer. Er noget rimeligere, end at man af Forfatteren til et enkelt Stykke (særdeles naar det ikke er vidtløftigt) kræver den yderste Flid, Præcision, Styrke, Rigdom og Politur? Alt dette har Publikum desuden Ret til at fordre af enhver Udarbeidelse, som man lægger for dets Øine, enten den er stor eller liden, men hvorledes gaaer det gemeenligen til? For at blive i mit eget Fag, vil jeg blot tale om Poesier. Finder et lidet Digt ikke Bifald, saa slipper Autor med, at det enten bliver hastig glemt, eller man tænker, han kunde en anden gang, eller i en anden Materie blive heldigere. Har man derimod en heel Samling for sig, især en Samling, som Digteren selv har valgt og bestyret; saa gaaer man en god Deel skarpere til Værks. Umuelig kunne dog alle Stykker have eens Værdie, Spor af Menneskelighed vil allevegne findes. Læseren bærer Erindringen af et eller andet svagt Sted med sig til næste Stykke, strax læser han allerede med mindre Fornøielse, han støder sig endnu engang, husker paa det forrige, begynder at blive mistroisk, og taber lidt efter lidt sin Agt for Digteren, uden at tænke paa: Ubi plura nitent &c.1 Dette har Erfarenhed lært mig at være Tingenes sædvanlige Gang, jeg har ofte hørt en heel Samling lastes for et eneste Stykkes skyld: Hvorvidt det er Ret eller Uret, vil jeg ikke her undersøge; min Hensigt med denne hele Anmærkning, er kun at vise, hvad en Digter vover ved at samle sine Arbeider, han stiller, saa at sige, sit hele Talent og sin Caracter blot paa engang, man kan oversee ham fra alle Sider, og nu vil det give sig, i hvilken Classe han skal sættes.
Denne Prøve har jeg vovet at underkaste mig, ved at udgive nærværende Bog. Uagtet jeg slet ikke har den Tanke at forhverve mig noget stort Navn blant de Danske Digtere (som vilde og kun være til liden Trøst for den, hvis Legems Brøstfældighed daglig minder ham om, hvor høi Tid det er at rive Sindet løs fra Smaating, og at jage efter en bedre og varigere Krands) saa kan jeg dog ikke sige, at jeg er ligegyldig mod mine Medmenneskers Dom. Dette skal saaledes forstaaes, at, om jeg end ikke kan hede en stor og glimrende, saa vil jeg dog heller ikke holdes for en unyttig og foragtelig, eller, hvilket endnu var værre, skadelig og forførisk Digter. Heri bestaaer al min Ærgierrighed, høiere gaae ikke mine Ønsker.
Ved denne Erklæring søger jeg dog ingenlunde at excipere eller snige mig fra Kritikens retmæssige Domstoel. At troe mig under den, var overdrevet Beskedenhed, og at troe mig over den, var ikke ligefrem Daarlighed, men Raserie. Muserne og den sunde Kritik ere Hiertens Veninder. Uden denne blive hines Arbeider til evig Tid kun Fuskerie. Det er sandelig ingen Skam at lære noget, paa hvilken Maade det og skeer. Man vil derfor overalt i denne Bog finde, at jeg, hvad de tilforn trykte og bedømte Stykker angaaer, har med Glæde ført mig enhver god og grundig Recensents Advarsel til Nytte, og jeg agter fremdeles, saa længe jeg beholder Lyst og Helbred til at skrive noget, at modtage og anvende al den Underviisning jeg kan faae. Hvorfor skulde jeg ikke ønske at give mine Arbeider den mueligste Fuldkommenhed? En anden Sag er det, naar en Journalist kommer anstigende med personlige Fornærmelser, Spot og Latter, og andre slige usle Vaaben, da foragter man ham, ifald man er klog, eller beklager ham, thi det at være ond er dog altid en ynkelig Tilstand.
Jeg skylder nu Læseren Rede for de Aarsager, som have bevæget mig til at udgive denne Samling. I endeel Aaringer har jeg skrevet adskilligt sammen. Jeg tilstaaer gierne at Digternes sædvanlige Skiebne her paa Jorden burde have skrækket mig, og dæmpet denne Skrivelyst, men hvo har følet den hellige Varme i sin Siel, og sang ikke? Hvo har kundet modstaae de blide, de vinkende Musers Tillokkelser? Meget, især af min første Ungdoms Arbeider, behager mig selv aldeles ikke længere. Noget har jeg troet kunde ved Omstøbning og Afpolering blive lidt taaleligere, end det var i sin første Skikkelse. Dette har jeg her samlet og forøget med endeel Nyt og hidtil utrykt. Hiint har jeg derimod gandske forkastet, saaledes, at jeg ønsker, det aldrig mere maae læses, eller bære Navn efter mig. Hvad jeg altsaa for Efterslægten vil vedkiendes, skal bestaae i denne Samling, i de forhen udgivne Fabler og Fortællinger, og i de hellige Sange efter Uz’s og flere Tydske Digteres Originaler. Ifald jeg efterdags lader noget trykke, skal jeg nok mage det saa, at det og kan høre til denne Classe.
Mit svage Helbred har drevet mig til til at haste med dette Arbeide, deels for selv at raade over Valget, der maaskee ikke ville blevet strængt nok, om andre efter mine Dage faldt paa at samle mine Skrifter, deels for at kunde rette de heri optagne Stykker efter min egen Indsigt og Overbeviisning. Havde jeg blot raadført mig med min Fordeel, som en Digter i min Forfatning lettelig kunde fristes til, saa kunde denne Bog blevet meer end dobbelt saa tyk, men jeg har bestandig havt den gode Vidas Advarsel for Øine: Altum aliis assurgat opus, tu nocte dieqve exiguum meditator, ubi sint omnia culta; og jeg har i det mindste stræbt at efterkomme den i alle sine Deele. Med alt dette er her maaskee endda meer, end der vel burde være. Publikum havde vist nok intet tabt ved at undvære f. Ex. de saa kaldte Selskabs- eller Klub-Sange; men de skade jo dog heller ikke til en Afvexling, og dersom jeg ei havde fuld Vished derom i min Samvittighed, skulde jeg aldrig have skrevet, end sige, udgiver dem. Jeg er ligesaa lidt Elsker af Hiertets Bebreidelser, som Hader af uskyldig Munterhed.
Foruden de tilforn aftrykte og paa mange Steder, meest i periodiske Skrifter og andre blandede Samlinger adspredte Digte, vil Læseren her finde adskilligt gandske nyt, særdeles aandelige Sange, saavel originale, som oversatte. Disse sidste ere kun trende, og staae i et Anhang for sig selv. De første har jeg udarbeidet ved visse Leiligheder i Livet, blot for min egen skyld. Men siden er jeg faldet paa den Tanke, at de ved at læses af andre kunde maaskee ogsaa stifte nogen Nytte, og hvor skulde det glæde mig, om det endog kun var hos een eneste af mine Brødre. Mod denne Seier tilbyttede jeg mig ikke Iliade Sangerens Laurbærkrands.
Endnu maa jeg sige Læseren to Ord. Da jeg ikke er Theolog af Profession, og kiender foruden Bibelen kun faa Bøger i det geistlige Fag, saa har jeg ikke kundet give mine aandelige Sange det lærde Anstrøg, og de dogmatiske Prydelser, som mange synes saavel om. Er da et sundt og rigtigt, skiønt ikke just lærdt Begreb om Religionens Sandheder, forenet med en varm Følelse af de samme, ikke nok til at skrive christelige Sange, naar man ellers kan skrive Vers, og har Genie til Digtekunst? Jeg har mærket, at Andagten fryser ofte ved den lærdeste Psalme, naar derimod Naturens og Følelsens simple Sprog tænder Hiertet i Flamme. Jeg veed, at mine Sange ere Udflydelser af mit eget Hierte, men om jeg har havt Held til at udtrykke mig paa den beste og kraftigste Maade, vil den redelige Christen, som læser dem, snart erfare. Kun een af dem, nemlig den sidste, har tilforn været trykt, dog ikke just aldeles i sin nærværende Skikkelse.