Gud! du est stor, din Magt og Ære
Forkynde alle Himlens Hære; —
Hvo er dig, Gud! blandt Engle liig?
Men intet Skabt dit Væsen fatter,
Forgjæves Tanken sig udmatter,
Naar den vil stræbe op til dig.
Din Trone skjuler sig i Straaler,
Som ej Serafers Øje taaler,
Hvad kan da Menneskets Forstand?
Beundre, knæle og tilbede
Og tabe sig i hellig Glæde,
Er alt, o! Skaber, hvad den kan.
Jehova er dit Navn, o Herre!
Du var, du est, og du skal være
Fra Evighed til Evighed.
Almægtig, alviis, stor og herlig,
Velgjørende og from og kjærlig,
Fra Evighed til Evighed.
Du bød, og Himmelen og Jorden
Blev til, og Skjønhed, Pragt og Orden
Blev til ved samme Almagts Bud.
Du bød, og Støvet fik den Evne
At tænke, skjønne, føle, nævne
Og prise Skaberen, sin Gud.
Usynlig styrer du dit Rige,
Selv holder du dit Verk vedlige,
Et Solegran forkommer ej.
Din Haand, ved hvilken Alt er blevet,
Har Ormens Bane foreskrevet
Og lært Kometer deres Vej.
Din Magten er. Du ikkun vinker,
Og Torden brager, Lynild blinker; —
Flux lydes du; thi du est Gud.
Du truer, Jordens Indvold ryger,
Og Hunger, Krig og fule Syger
Udrette dine Almagts Bud.
Du vinker atter, Himlen smiler,
Og Solen i sin Glans fremiler,
Og Alting frydes, fjernt og nær.
Du kalder Helbred, glade Dage
Og Fred og Frugtbarhed tilbage,
Og Alting blomstrer, fjernt og nær.
Gud! du est stor! din Magt og Ære
Forkynde alle Himlens Hære,
Serafers Kor besjunger dig;
Men Støvets Sang du og annammer,
Naar det sin Fryd og Tak udstammer!
Hvo er dig, Gud! blandt Engle liig?