Min Brinch! erindrer du den ufortrøden Stund,
Da du brød første Kys paa uerfarne Mund,
Da sig om kydske Kind bluefærdig Rødme hæved,
Da ved et kierligt Ja det ømme Hierte bæved?
Hvor froe var da dit Sind, hvor sorrigfri din Lyst,
Hvor muntert sprang dit Blod om seierrige Bryst!
Men hvor blev Bladet vendt paa eengang, da indbrød
Den beste Faders Sot, den beste Broders Død!
Hun selv, din Elskte, hun, din Verden ganske Glæde,
Laae hen foruden Haab, udtært af Febers Heede,
Bereed at ofre, i et Hiertens Tænk paa mig,
Det sidste Suk sin Gud, det næst det sidste dig.
Min Ven! hvor Kummer da dit saaret Hierte brød!
Du talte kun om Sorg, du tænkte kun paa Død,
Som Elven uforminskt af iisgraae Fielde rinder,
Flød sukkeblandet Graad ad dine blege Kinder;
Medynksom søgte jeg at trøste dig, min Ven!
Af Sorg fortumlet, slog du Trøst og Tale hen.
Nu længst forønskte Dag omsider falder ind,
Nu stillet er tilfreds dit dybt nedslagne Sind;
Da hør et Venne-Qvad, og hold mig det til gode,
At over Bryllups-Bord oplæses riimfri Ode,
Iblant udvalde Vers; saa qvækker hæse Frøe
Mod liflig Nattergal, af den optøede Søe.
Sparsom buden at see dandsende Chore af
Hældgudinder iblandt skiemtende Fauners Flok,
Ei Anakreons Syne
Ei Tibulliske Skierts bevandt;
Dig, o ævige Dyd, himmelske Venskab, dig,
Af en høiere Drift helliger jeg min Sang.
Bort, poetiske Pøbel!
Med uartig Tvetydighed.
Ven! hvor smiler ad dig Himlens Bevaagenhed
Giennem Venskab og Dyd! Søster, hvad føler du
Om jomfrueligt Hierte?
Hvorfor glødes uskyldig Kind?
Ven! dig var og bestemt denne Lyksalighed.
Slig Brud ønsker omsonst mangen en Elskere,
Ønskt forgieves med mange
Svære Suk og Forpligtelser.
Saa saae Grækernes Land fordum sin modige
Ungdom, alle i Kamp, alle arbeidende
Inden Isthmiske Skranker,
Skiønt Eens Tinding kun kronedes.
Dog blev Venskab og Dyd ikke tilsidesat;
Ei har Nisus misundt Krandsen Euryalus.
Hvad som kan ei imellem
Flere deeles, tilfalder Een.
Kiend din Lykke, o Ven! længe du sukkede.
Din Charlotte er rørt. Til dig hun bøier sig,
Dig, den første blant alle,
Dig, den sidste, hun rekker Haand.
Med indtagende Smiil, hun til dig længselfuld,
Og en sædelig Frygt, kiger; saa ønskte sig
Paradisiske Eva
Adams mødende Favnetag.
Elsk, mens flygtige Tid byder sig gunstig frem!
Et ufølet Minut, øde for Kierlighed,
Kan ei kaldes tilbage,
Naar hun falmende legges hen.
Kiend din Lykke, o Brud! han, den Oprigtige,
Dyd og Venskab attraaer. Lad da din Kierlighed
Ævig grundes paa Dyden,
Og fornyes ved Venlighed!
Ei skal kommende Aar lunkne hans Kierlighed,
Ei skal synes ham mat blegnende Læbers Kys,
Ei skal mindre begierlig
Søges aldrende Favnetag;
End nu, da hun iført gyldne Klenodier,
Ny høitidelig Stads, drager ham, villig selv,
Med erobrende Ungdoms
Giennemtrængende milde Kys.
Som guldlokkede Soel hæver hver Morgen sig
Op af østlige Blaa over vor Horizont,
Uformindsket i Klarhed,
Uafkræftet i Fyrighed;
Naar med slibrige Flugt stiæler sig uformærkt
Bort de deilige Aar, varer bestandig ved
Venskab grundet paa Dyden,
Uberøvet sin Yndighed.
Saa, naar stormende Høst river fra frugtbart Træ
Sit grøn-glindsende Løv, viser sig hengende
Under skaldede Qviste
Den guldstrimed’ Frugt skiønnere.
Ubekræftet ved Dyd vakler let Kierlighed,
Som den surrende Bie streiffer ustadig om
Fra Jasminer til Roser,
Fra Violer til Tuliper.
O Lyksalige! hvis hellige Ægte-Baand,
Først ved Døden opløst, varer ved, uafbrudt
Af fortrydende Klager,
Og utidige Tvistighed.
O velsignede Par! yndet af Himmelen,
O velsamlet i Dyd, samlet i Kierlighed,
Søger Venskab i Dyden!
Den er eder ei ubevant.
O velsignede Dag! hellig for Englene,
Ja den Ævige selv. Du af Forældrenes
Overløbende Øine
Lokker hemmelig Taarer ud.
Ei som over en Søn, over en eeneste,
Ei i Klager opløst, som den væmodige
Nains sønneløs Enke,
Og en Rachel paa Høiene.
Men som Længsel og Fryd blandtes hos Bethuel,
Da fra fæderne Telt førtes Rebekka ud
Under Skilsmisses Taarer
Og bønhørte Velsignelser.
Ak! hvad rørende Fryd gydes ud over mig?
Min Gud! hvilket et Syn! Himlene aabne sig.
Med sølvskimrende Vinger
Hvo nedlader sig over os?
Er det Venskab og Dyd bilded, som Mennesker?
Een af Englenes Chor, een af de Salige,
Fra den Æviges Throne
At nedbringe Velsignelser?
Ak, min Broder og Ven! Broder, jeg kiender dig!
Dig, min salige Ven! aldrig jeg glemmer dig.
See, lyksalige Søster,
See din Broder velsigner dig!