C.E. Steenbloch (1773–1836)

Jeg er en af Mørkets Sønner,

hader Soel og Lys og Dag,

glad, naar gjennem Luften drønner

Midnatstimens hule Slag,

tyer jeg til min Piges Barm,

glemmer svundne Dages Harm.

Jeg er en af Mørkets Sønner:

Naar i Mulm og rædsom Nat

Stormen hæs mod Klippen stønner,

tyer jeg til min Flaske brat,

tryg i Klubbens lune Sal,

tømmer skummende Pokal.

Jeg er en af Mørkets Sønner,

og hvis man i Himmerig

kun med Lys min Dyd belønner,

vistnok jeg betakker mig.

Nat og Viin og Kjærlighed,

Brødre! det er Salighed.

Brøder! Vi er’ Mørkets Sønner;

fyld Dit Glas med bredfulde Maal:

Leve alle Mørkets Sønner!

Hurra! Det er Midnats Skaal!

Nat og Viin og Kjærlighed,

Brødre! det er Salighed.