Her kunde vel adskillige Notæ og Anmerkninger, deels til Oplysning for de Ulærdes skyld, deels til klar Beviisning for des mere Visheds skyld, tillegges: Men denne sinde maa det beroe med at forklare og nogenlunde beviise det, hvorudi jeg fra mange andre fornemme Lærde Mænds Meeninger og Sædvaner afviiger, ikke at jeg vil enten lære dem, eller laste dem, det være langt fra, men allene, at jeg vil viise, at det er mig ikke mueligt altiid at hænge saaledis af andres Tanker, at jeg jo ogsaa for andre maa aabne mine; Naar begge ere betragtede, kand en hver folge dem, som hans Skiønsomhed holder for de rigtigste.
(a) Her falder jeg fra den Maade at digte paa, som adskillige Lærdes Penne har giort baade berømmelig og brugelig, at indføre Hedenske Afguder Jupiter, Mars, Neptunus, Apollo, Venus, som dem der siges om enten at skulde raade for Vandet eller Landet, give Seyren eller Forliisen etc. Og det af den Aarsag, at disse Sprog Deut. 7. v. 26. Exod. 25. v. 15. Hos. 2. v. 19. 1 Cor. 8. v. 4. 1 Cor. 10. v. 20. paa den eene Siide, og disse 1 Cor. 12. v. 4. 5. 6. 7. etc. etc. paa den anden Siide giver i alle saadanne inventioner, naar de Hedenske Afguders Navne fremsettes til anden Ende, end at bespottes, som de der ere intet, mig en Tvivl i Samvittigheden; Da mig altiid rinder disse Ord i Tanker, som Dunte1 i hans Casibus Conscientiæ har anfort, det jeg her giver paa Danske: De Christne Pöeter skal see til, at de saaledes efterfolger de Hedenske, at deres Christendom ikke vanæres eller besmittes: Tillegger mand (de Hedenske Afguder) nogen Kraft eller Magt, da er det ugudeligt. Hvorved jeg dog ikke vil giore mig til en Herre over andres Samvittigheder, langt mindre til Monstrer eller Mester over deres inventioner. Skulde det komme til Desput, haaber jeg at forsvare denne min Meening saa vel, som andre deres.
(b) Skulde mand tale om den Striidighed, der falder om den Jodiske Digte-kunst, vilde det her blive for vidtløftigt at afhandle, i det nogle med Scaligero2 og de ham folger, gior for lidet, andre med Gomaro3 og hans Anhængere formeget der af. Hvo der lyster at finde, som i en kort Sum samlede baade deres Navne og Meeninger, som ere med og imod, kand ickun opslaa Dubia Vexata Augusti Pfeiferi p. 527 og Morhofi4 Underretning om det Tydske Sprog Cap. 9. saa finder hand temmelig Fornoyelse; Min Meening er kortelig denne: Vi finder i Bibelen Sange, som ere digtede GUD til Ære, saa og Sange Brave Mænd og Helte til Ære, i de forste sees meere paa Aand og Andagt at love GUD med end paa Versernes og Riimens Rigtighed, saa at de synes at have været siunget, ungefær som hos os, O GUd vi love dig, Min siæl ophoyer HErren, Vi troe allesammen paa een GUD etc. Men i deres Heldte-Sange, som de sang Høye Herrer til Ære, forholdt det sig anderleedis. Vi har i Bibelen ickun Tvende af dette slags, begge har deres rigtige baade Fald og Riim, saa reene og fuldkomne, som de kand behof giores til Vers, der skal siunges. Den forste Helte-Sang er den som Israels Born sang deres Forster, Ædle og Læremestere Ære Num. 21. v. 17. 18. hvor folket stillede sig i tvende Rader eller Choer, som Lutherus, Joh. Schmidius og andre af Udtolkerne har forklaret det, og sang saa alternatim om hin anden, som nu i vores Concert-Music, det eene Choer Forsangen (στροφὴν προῳδὸν) det andet Choer sang Verset self (ἀντιστροφὴν ἐπῳδὸν) Forsangen har intet Riim, men dog en Lamdacismum5 eller Lighed i tvende visse Ords Begyndelse, som gior den vellydende. Men Sangen i sig self er saa fuldkommet et Vers, skikket til en Dantze-Tagt, at jeg kand ikke see, at nogen i vor Tiid skulde i vort Maal kunde opsette det bedre. Jeg vil skrive det Hebraiske her med Latinske Bogstaver, paa det at det des lettere kand sees af alle, og foye min Danske Oversettelse saa, at den kand have liige Stavelse-Fald og Riim efter det Hebraiske Verses Gang og Fald. At deraf endogsaa kand eragtes, hvad Artighed der stundom stikker i Hoved-Sproged, som i Oversettelserne aldrig kand ventes.
Chorus 1. v. 17.
Ahhli beer ehhnulah
Stig op du brond siunger Ham.
Chorus 2. v. 18.
Beer chapharua En brond som er grafvet
Sharim, carua Af Forster, lafvet
Nedibe haahm Ved de Ædle ok
Bimchokek bemischahnotam. Mestre, som hver bar deris Stok.
Den anden Heldte-Sang er den Qvinderne sang Saul og David til Ære. 1 Sam. 18. v. 17. hvor det synes, at det snarere har været, som et Omqvæde, hvilket Qvinderne har lagt til en anden da brugelig Dantze-Sang, og saa svaret imod hin anden, det eene Choer om Saul, det andet om David, end at den heele Sang skulde bestaae i saa Ord, som dog ere gandske rigtige Riim-Vers:
Schaül baalaphau Saul et tusinde joeg
Ve David birbebotau men ti tusinde David sloeg.
Nok er dette, at disse Heldte-Sange ere satte saa rigtige paa Riim, og kand meget vel skikke sig som Vers til at dantze efter, saa at jeg tvifler ikke paa, at Joderne jo har haft i fordum Tiid ligesaa god Poesi i Riim og Vers, som andre Folk, ja andre at have lærdt af dem, men kand være troligt, at de med Regieringens Undergang, Folkets Adspreeding, Tungemaalets Forandring ligesaavel er gaaet under, som de gamle Sange hos de Romere, hvilke Cato hafde i sin Tiid hort og sect at have været til, men Cicero derefter in Bruto beklagede, at de ey meere var at finde.
(c) Det sidste, som jeg til offentlig Tryck loed befordre, var et sorgeligt Digt over Høy-salig Enke Dronningens dødelige Afgang, som i Hendes Liig-begængelse blev uddeelt.