Der farer en drabelig Kiempe om bord,
Fra hvilken vi venter at høre,
At hand ey skal træde paa Dannemarcks Jord,
Før hand haver Seyer at føre.
GUd give os Seyer og Ære.
Her lettes op Anker, her skriider fra Øe
De vældige flydende Slotte,
Der fører om Stevens og Møen i Søe
De Karle, der lar sig ey spotte.
GUd give os Seyer og Ære.
De Seylere fare, som Fuglen i Skye,
De spille paa Himmel-blaa Bølge,
Vi haaber det snarlig skal spørges i Bye,
At HErren er med Dem i Følge.
GUd give os Seyer og Ære.
Og fører til Flooden den Tiinde,
At Fiindtlige Skibe som snarest har Agt
For Pomren at lade sig finde.
GUd give os Seyer og Ære.
I Siælen og Sindet Hr. GABEL blev fro,
Der disse kom hannem i Sigte.
Med reedelig Hierte og Adelig Tro
Hand agtet for Kongen at figte.
GUd give os Seyer og Ære.
Bloedfanen ophidsedis strax udi Raa,
Og Luagerne stode oplukket,
Saa snart som hand Fiinden for Øynene saae,
Om Seyren til HERren hand sukket.
GUd give os Seyer og Ære.
Hand hilste sin Fiinde med Tre og med Ni,
Med øverst’ og underste Lage;
Saa mangen een viistes den gienneste Sti
Til roeligste Hvile at tage.
GUd give os Seyer og Ære.
Hand lynede Døden af Luagerne ud,
Gav Torden af Stykkernes Munde,
For Skaalen, som skienktes i heedigste Luud,
Har mangen et Øye maatt’ blunde.
GUd give os Seyer og Ære.
Den Svenske Wagtmester i Hugen blev heed,
Og buldret af yderste Evne,
Fra Klokken var Fire til Solen gik ned,
Hand Seyren ey vilde os levne.
GUd give os Seyer og Ære.
Hand figted mens Dagen paa Himmelen var,
Fuld ridderligt, dappert og modigt,
At tabe i Hiertet ham inderlig skar,
Hand agtet ey Slaged var blodigt.
GUd give os Seyer og Ære.
Om Morgenen aarle der Dagen fremskreed,
Og Solen gav Lysning i Øye,
Hr. GABEL da atter til Fiindens Fortreed
For Seyren har voved sin Trøye.
GUd give os Seyer og Ære.
Men Lysten til Striiden for Fiinden forsvand,
Ham fattedes Kræfter og Størke, saa hand
Da voved ey længer at striide.
GUd give os Seyer og Ære.
Mand giver ham Freden, men hand dog i Fred
Sin Hedvig os ikke vil unde,
Mod alle Kriigs-sæder tog ilde af sted
Med Skibet, og skiød det i Grunde.
GUd give os Seyer og Ære.
Vi finge de andre hver eeniste eet,
Der kom ey en Sluppe af Slaged,
Naar er det vel førre i Fægtninger seet,
At alt er betvunget og taget?
GUd give os Seyer og Ære.
Med Seyer og Glæde fra Pommerske Strand
Hr. GABEL nu vender tilbage,
Hand efter sig Gottenborg, Syndermanland,
Nordstiernen og fleere kand drage.
GUd give os Seyer og Ære.
Som Dennem gav Luager i Siide,
Hr. WESSEL har stukket det Danske Flag ud
Med Ære paa Ørnen hin hviide.
GUd give os Seyer og Ære.
Hr. GABEL selv ganger for Kongen at staae,
Og ønsker af Hiertet til visse,
Det alle Kong FRIDERICS Fiinder maa gaae,
Som det er nu ganged med disse.
GUd give os Seyer og Ære.
Kong FRIDERIC rekker ham naadigste Haand,
Og skienker ham kosteligt Smykke,
Med gyldene Nøgel i dyrebar Baand,
Hver fryder sig over hans Lykke.
GUd give os Seyer og Ære.
Kong FRIDERIC skienker ham gyldene Sverd,
Der blinker af rare Juweler,
Hand ogsaa hver Søe-Heldt, som Ære er værd,
Sin Kongelig Naade tildeeler.
GUd give os Seyer og Ære.
Saa striider I Danske, ja striider med Tro!
Seer! Kongen paa Dyden kand skiønne.
GUd selver i Naade hos Eder skal boe,
Og reedelig Dapperhed lønne.
GUd give os Seyer og Ære.
Kong FRIDERIC hiertelig priiser nu GUD
For Seyer og Ære tillige.
Om HERren at takke til alle gaar Bud
I Norges og Dannemarks Riige.
GUd give os Seyer og Ære.
Der Fiinden var bleven os gram og umild,
Og tænkte at skiende og brænde,
Da stekket GUD hannem, og qvalde hans Ild,
Saa Frygten og Faren fik Ende.
GUd give os Seyer og Ære.
GUD vogte vor Konge, GUD værge vort Land,
GUD styre og dæmpe vor Fiinde,
Vi alle med Glæde, en hver i sin Stand,
Skal drages den Seyer til Minde.
GUD give os Seyer og Ære.