Magnetismen
Tragødie.
Tragødie.
Personer
Vanina.
Julius.
Orlando.
Scenen: en Kirkegaard.
Første Scene.
(Man seer Grave paa begge Sider iblandt Blomstertræer. I Baggrunden staaer et Liighuus med Søiler: en Liigkiste sees derinde; den er uden Laag; Vanina ligger deri, og Julius magnetiserer hende knælende ved Kisten. Maanen, som skinner mellem Stammerne, oplyser Scenen).
Julius.
Vil du evigt Øiet lukke?
Evigt kold i Graven hvile?
Mellem disse Sørgepile,
Som sig hen mod Graven bukke?
Skal dit sølvblaae Øies Stierne
Aldrig mig imøde funkle?
Skal jeg vandre i det Dunkle,
Stirrende imod det Fierne;
Skal jeg bort fra Livets Kyster
See mod Evighedens Egne
Og som du i Graven segne,
Medens Dødens Arm mig kryster —
O ja gierne, gierne, gierne
Vil jeg følge dig i Døden,
Smiler du i Aftenrøden
Som min hulde Ledestierne!
Ak! men Taaren i mit Øie
Hindrer mig, din Glands at skue;
Og mod Jordens mørke Tue
Sorgen vil mit Hoved bøie!
Naar din Aand fra Himlen vinker,
Magtesløst i Støv jeg synker:
Og, naar Dødningravnen klynker,
Seer jeg ei min Stierne blinker!
O du blege Gravens Lillie
I de hvide Dødens Klæder!
See! hvor smukt din Kistes Tillie
Jeg med Taareperler klæder.
Ha! Fortvivlelsen mit Indre
Nu og nu isønderriver —
Dog den skal mig ei forhindre
At jeg din i Døden bliver!
(i det han uddrager sit Sværd, rører Liget sig).
Julius (taber Sværdet).
Hun rører sig?! —
Du er ei meer
Det kolde Leer,
Det blege Liig!
O søde Syn! o Syn foruden Lige:
Af Dødens Favn jeg kaldte frem min Pige!
Vanina
(reiser sig i Kisten og seer sig forundret om).
Skinner ogsaa her en Maane
Huldt igiennem Løvet ind?
Saa er jeg da nu opvaagnet
I mit hvide Jordelin!
O hvad skal det med i Himlen,
Her er jo ei Døden meer!
Kierlighed i Stiernevrimlen
Blomstrer uden Muld og Leer.
(seer sig atter om i Haugen)
Mange skiønne Blomster seer jeg
I den rige Hauge hist!
Hvor er Rosen, Elskovskysset? —
(tager en Rose af sit Bryst)
Hvad er dette for en Qvist?
Ja! o Salighed! o Glæde!
Jeg var jo min Elskov troe:
Kierlighedens Blomst, den friske,
Hisset saaet, skal her nu groe.
Ja! jeg har dig! Ei forgieves
Var mit Liv paa Jorden da!
Tys! — en Nattergal jo spøger
Hist i Træets Top! — o ja!
Gravens Lagn jeg om mig slynger,
Og i Nattens skiønne Lyd
Om min Engel vil jeg lede,
Give ham et Elskovskys.
Gravens Lagn som Vinger brede
Sig paa mine Skuldre vidt,
Og som Fuglen af sin Rede
Flagrer jeg i Haugen frit.
Men her er saa tyst! Og ene
Iler jeg i Haugen om.
(stiger af Kisten)
Seer paa Blade, seer paa Grene —
Her er ingen Engel from.
Mon de ei dernede sidder
Under Rosenbuskens Blomst,
Og igiennem Løvet titter,
Ventende min Atterkomst?
Julius.
Min Vanina!
Vanina.
Tys! hvo kalder?
Julius.
Hulde, søde Pige! — jeg.
Vanina.
(betragter ham kierligt).
Ak en Engel! — Nattergaler
Synger nu kun paa min Vei!
Søde Engel! jeg dig kiender!
Du var med paa Jorden hist,
Kys’de ofte mine Hænder,
Havde aldrig Ro og Rist,
Kunde ei din Elskov dølge,
Og den blev din bittre Qval:
Og nu monne du mig følge:
Her er Eden: Elskov tal!
Julius.
O du elsker mig saa saare!
Søde Pige! føl mit Kys!
Stir ei paa den sorte Baare
Ak! paa den du hvilte nys.
Nu du lever!
Vanina.
Ja! jeg lever!
Julius.
Endt er nu vor bittre Qval!
Vanina.
Lifligt her din Stemme bæver,
Bedre end i Jordens Dal!
Julius.
Du er opvakt fra de Døde!
Ja! du er i Himlen ei!
Vanina.
Hulde tael ei saa!
Julius.
Nys lode
Kirkeklokker paa din Vei.
See! nu er du vaagnet Pige!
Du paa Kirkegaarden staaer!
Vanina.
Er jeg ei i Himmerige?
Julius.
Nei! paa Jorden i din Baar.
Vanina
(ryster med Hovedet tvivlende).
Hulde Engel! vil du vide,
Hvi jeg blev til Graven lagt?
Julius, en deilig Yngling,
Havde mig sit Hierte bragt,
Og Vanina gav sit Hierte
Atter til sin Yngling huld. —
Julius (afbryder).
Og til Bruds og Brudgoms Smerte
Kom Orlando, klædt i Guld,
Og i sine Ridderplader
Beiler han om Pigens Haand.
Tvungen af sin stolte Fader
Slutter hun med ham et Baand,
Som han vist alt længe hader,
Thi hans Datter blegned brat,
Og man grov med blanke Spader
Graven for hans bedste Skat!
Vanina (forundret).
Har du ei forglemt heroppe
Qvalen, som Man hisset bær?
Julius.
Jeg er Julius paa Jorden!
Hav din Elsker atter kiær!
Vanina.
Disse Lokker, som sig hvirvle,
Brune over Panden ned,
Ja! jeg kiender dem!
Julius.
Vanina!
O saa kiend min Kierlighed.
Vanina
(betragter ham nøie).
Men jeg kiender neppe Kinden!
Hvor er Rosen, som den bar?
Julius.
Den er flagret hen i Vinden,
Dødens Lee jo af den skar
Da den grum dig monne ramme:
(Tro ei Elskov visned’ med) —
Rosens Gren gik op i Flamme
Ved dit kolde Sovested!
Og hvad Under? hvad Mirakkel?
Maatte den ei brænde saa?
I dit Sørgetog som Fakkel
Maatte Rosen jo forgaae!
Vanina.
Lad mig læse i dit Øie;
Thi jeg kiender vel dets Skrift:
Ja! jeg kiender det saa nøie: —
Maane, straal fra Skyens Rift;
Lad mig see, hvad jeg har funden
Midt iblandt de Dødes Hær;
Hvis det er min Hiertenskiær
Vil jeg kysse ham paa Munden;
Vil jeg til min Barm ham trykke,
Vil jeg evig Tro ham love,
Thi det vorder Brudens Smykke
For sin Brudgom Alt at vove!
Julius.
O Vanina! Haabet flammer!
Søde Brud!
Vanina.
Ja! du er min.
Og nu er jeg evig din!
Julius (glædedrukken).
Høie Himmel!
Vanina (mørk).
Helvedjammer!
Julius.
Hvad er dette, Brud!
Vanina.
O vee!
Julius.
Tal! dig ængster? —
Vanina.
Hvad vil skee!
Julius.
Hvilket frygter du?
Vanina.
Min Greve
Fordrer mig, jeg er hans Brud!
Julius.
Elskte! du maa ikke bæve!
Haab paa Kierlighed og Gud.
See! min Kierlighed dig vakte
Atter op af Gravens Slum:
Dette Sværd jeg med mig bragte
Mod min Skiebne, var den grum.
Men du kom paany tillive!
Nu jeg frygter Skiebnen ei!
Evig min du nu skal blive,
Rose og Forgiætmigei!
Snart jeg bringer dig af Haven,
Langt vi flygte bort herfra:
Langt, Vanina! langt fra Graven!
Frygter min Vanina da?
Vanina.
Lad os flye! Jeg hører Larmen.
Julius.
Det er Nattergalens Sang;
Kom! jeg bærer dig paa Armen
Ned ad denne lune Gang.
Anden Scene.
(Orlando kommer).
Orlando.
Ha! hvad seer jeg? Aander svæve
Hisset langs Capellets Muur!
Vanina.
Julius! see hist min Greve!
Frels os kierlige Natur!
Julius.
Frygt ei! det er kun Jasminer,
Som i Gangen dunkle staae;
Nattens Storm i Stammen hviner —
Men hør Nattergalen slaae!
Skiælver du?
Vanina.
Ha seer du Sværdet
Blinker i hans høire jo.
Julius.
Det er Maanens Skin paa Gierdet,
Hvor de hvide Blomster groe.
Vanina.
Hvilke?
Julius.
Timeglas de hede!
Vanina.
Seer du hist ei Skyggen lang?
Julius.
I den blomsterrige Gang
Skyer sig for Maanen brede!
Vanina.
O du veed for vel, du Søde!
At det ingen Skygge er.
Fly! Jeg hører til de Døde
Du til Livets friske Hær!
Julius.
Nei! du elsker mig! du lever!
Og er det Orlando hist
Ei jeg for Orlando bæver
Meer end for en Rosenqvist.
Vanina.
Fly!
Julius.
Nei, Hulde!
Vanina (kysser ham).
Fly!
Julius.
Nei, nei!
Vanina.
Elskte! vil du mig da myrde!
Julius.
Som en Kierlighedens Hyrde
Vil jeg kæmpe paa din Vei.
Derfor ei dit Bud jeg følger;
Lad mig værne om dig brat.
(griber Sværdet)
Hvo er du?
Orlando.
Mit Navn sig dølger
Ikke selv i dunklest Nat.
Grev Orlando her du skuer!
Svar nu Sandhed. Hvo er du?
I min Haand mit Glavind luer!
Tal! hvo er du?
Julius.
Mærk det nu:
Julius, Vaninas Beiler.
Orlando.
Ha! hvad giør du Nidding her?
Julius.
Nidding, Greve? — Ti! I feiler!
Orlando.
Feiler?
Julius.
Ved mit gode Sværd!
Orlando (spottende).
Kommen est du vel at tage
Ringen, jeg min Elskte gav?
Julius.
I har endt den Huldes Dage!
Jeg drog hende af sin Grav.
See, her staaer hun hos min Side,
Levende kun bleg og mat!
Greve, det er Midnatstide!
Greve! det er dyben Nat!
Gaae! og lad som Aander Begge,
Os, som I for Øie seer,
Lege foran Kirkens Vægge
Mellem andre Aander fleer.
Lad i Fred ved Maanens Lampe
Elskov sukke ud sin Sang!
Vend Jert Sværd til andre Kampe!
Ei til Kamp, paa Kirkegang.
Orlando.
Ha! Vanina! du, du lever!
Tal! at jeg maa høre dig.
Vanina.
Som en Aand paa Jord jeg svæver!
Greve, jeg har ligget Liig.
Orlando.
Skiønne Rose! o Veninde!
Kom kun i din Brudgoms Favn.
Vanina.
Greve! I er mig Kjærminde;
Elskovsblomst har andet Navn!
Orlando.
Ja! du lever og jeg kalder
Dig min Brud; Vanina kom!
Julius.
Før jeg i dit Glavind falder!
Greve, fly min Helligdom.
Orlando.
Din? Ha! Ingens Ret jeg krænker;
Hun med mig trolovet var.
Julius.
Og dog bar hun bedre Lænker?
Orlando.
Hvilke?
Julius.
Elskovsbaand hun bar.
Død hun laae, for evig skillet,
Greve, jo fra Jer paa Jord;
Bleg, som selve Dødens Billed,
Nu hun atter blandt os boer.
I har dræbt den hulde Pige,
Jeg har hende atter vakt!
Døden maa for Livet vige.
(Vanina giver ham sin Gravrose).
Mig har hun kun Rosen rakt!
Orlando.
Drag dit Sværd.
Julius.
Det længst var draget —
Først mod mig — mod Eder nu.
Min Vanina! skiælver du?
Himlen være dette klaget.
Orlando.
Kæmp.
Julius.
Jeg kæmper!
Orlando.
Gravens Skummel
Snart skal dig i Døden dække!
Julius.
Vil I mig med Skygger skrække? —
Skygger dække ei min Himmel!
Orlando.
Eet! ha atter!
Julius.
Vil I vige?
Tænk paa vore Sjeles Sag!
Vanina.
Tænk paa Herrens store Dag!
Orlando.
Kun paa dig jeg tænker, Pige!
Julius.
Nu fornam I!
Orlando.
Jeg fornemmer
Blodet rinder af min Arm!
Julius.
O saa viig!
Orlando.
Ha — ha! — min Harm
Blodet jo i Saaret stemmer.
Mere Blod jeg har udgydet
For en Laures Hædersblod;
Hvi da frygte blodigt Bad
Hvor med Rosen Man blier prydet.
Vanina.
Siig med Dødens visne Lillie.
Orlando.
Den er mig min bedste Skat.
Julius.
Den er Stiernen i min Nat.
Orlando.
Al min Hu.
Julius.
Mit Haab Guds Villie!
Orlando.
Min er Seiren! —
Julius.
Sværdet falder
Af min blodbestænkte Haand.
Vanina.
Brudgom!
Julius.
Brudt er Livets Baand,
Døden vinker — Herren kalder.
Vanina.
Brudgom!
Julius.
Ja! jeg maa ile!
Dundrer ikke Dødens Trin
Under Jorden? — Lad mig hvile
Ved din Barm og sove ind.
(han synker i hendes Favn).
Vanina.
Julius!
Julius.
Ja min Veninde!
Seer du Elskovsmaanens Skin?
Vanina.
Julius!
Julius.
De lune Vinde
Sødt ombølge alt min Kind.
Evighedens milde Lufte
Svæve om mit Hoveds Haar,
Evighedens Blomsterdufte
Lokke mig til evig Vaar.
Vanina.
Julius.
Julius.
Men ingen Klager
Tone tør omkring min Grav!
Sværd! du est saa skiøn, saa fager,
Du som saa mig Døden gav.
Ja! du er et Kors i Livet;
Men, hvad er i Døden du?
Nøglen stolt, en Brudgom givet,
Brudehallen aabnes nu.
Og jeg døer i herlig Glæde;
Min Vanina følger mig.
Greven ene da skal græde,
Græde over tvende Liig.
Som vort Monument forstenet,
Kold og bleg og uden Blod,
Skal I staae i Taareflod
Op til Gravens Mure lænet.
Thi Vanina kan ei leve,
Saa er jo Magnetens Bud!
I min Magt hun staaer: vi svæve
I et Favn, et Kys til Gud.
(de døe i Hinandens Favn).
Orlando.
Ha! er Blod paa Sværdet, Greve?
Ligge Begge døde der?
Var det Skygger ei, som svæve
Lette om paa Maaneskiær?
Min Vanina! bleg du stirrer
Med dit aabne Øies Blaae
Paa din Ven: du mig forvirrer
Ei jeg kan dit Blik forstaae.
Du foragter mig, o Engel.
Stævn mig ei for Herren ind!
Brød jeg end din Rosenstængel
Brød jeg den med kierligt Sind.
Det er Nat og dunkel Taage,
Jeg i Natten jo foer vild!
Mine trætte Øienlaage
Taalte ei din Straaleild.
Men, at du med ham hendøde
Brat i et Moment, min Brud!
Greven ei forstaaer: — de røde
Roser heller ei paa Skud.
Ei du vilde her mig lede,
Ei ledsage her min Gang!
Hulde Engel! vil du bede
For mig nu i Serafsang?!
Ak! min Sjel er knust! o Smerte!
Har jeg tabt min Salighed?
Brudte Blomst! o læg mit Hjerte!
Skjænk mig ikke Fryd — men Fred!
(kaster sig med Hænderne for Ansigtet ned over Liget).
Epilog.
Magnetens Aand.
Elskovsring ei Døden bryder,
Eet den stedse vorde maae:
Kierligheden skal bestaae!
Og, naar Dødens Bud den lyder,
Som en Blomst den op skal staae!
Søtoft.