Du hulde Vaar med diamantne Krone!
Du som gaaer gjennem Vinterkongens Skove
Og vækker Blomster, som derinde sove,
I hviden Sølverliin, i Kuldens Zone!
O du, som byder Nattergalen tone
I Skovens Træ en Sang om Tro og Love,
Mens Rosen speiler sig i Kildens Vove,
Du Kierlighedens hellige Æone!
En Blomsterkrands, ret skjøn for Alles Øie,
Har du tilladt mig elskovsfuld at plukke,
For trindt om Hendes Lokker den at bøie;
O Vaar! hvor funkle dine Blomster smukke:
Men du — du flyver alt til fjerne Høie;
— Forgaae din Rose saa — da maa jeg sukke.