Ved Bækkens Bredde lille Grethe,
Gik glad omkring og nynned’ smaat.
Hun efter Martsfioler ledte,
Som lugted’ deromkring saa godt.
Hun nynnede og gik omkring,
Var glad, og tænkte ingen Ting.
Da sprang fra nære Hassel-Buske
Som Lynet frem en væver Knøs;
Hun bange hørte Løvet ruske,
„Ha — skreeg hun, — nu er Tyren løs.“
Og rask løb hun ad Marken rap,
Saa Vilhelm hende fulgte knap.
„O, tøv o tøv! du kiære Pige! —
Saa raabte han, og hende holdt; —
Jeg har saa meget dig at sige;
Tilgiv den Angst, jeg dig har voldt.“
Tilbage nu sig Grethe seer,
Og strax ei længer bange er.
Slig Løben meget hastig trætter;
Hun støtter sig ved Vilhelms Arm.
Hun mødig sig i Græsset sætter,
Og hviler sig ved Vilhelms Barm.
Naar saa man sidder, taler man,
Og saadan giorde hun og han.
Den skiønne Vaar blødgiør vort Hierte,
Hvert Ord snart Kys afbrydes med.
Først sukked’ han, men nu begierte;
Giengieldte Kys gier Dristighed.
Og glad var hun, og han var froe,
Og lykkelige begge To.
Da Aftenrøden dem forkynder,
At det er Tid, at skilles ad.
Da udbrød han: „ach! Tiden skynder
Sig alt for snart, naar man er glad!
Hvis Du igien vil komme her,
At døe af Fryd du da mig seer.“
Et Afskedskys, og Grethe iler
Fra kiære Sted fornøiet bort;
Og kielent Vilhelm hun tilsmiler:
„Gid Tiden nu var dobbelt kort!
Om vis end Døden da os er,
Du dog igien skal see mig her.“
