Hvis man danske Mænd vil kjende,
Mænd fra Danmarks grønne Vang,
Deres Ry til Verdens Ende
Gaa’r i Tale og i Sang;
Smukt i Sagnets Bog staaer skreven
Om den Daad, de Hædersmænd
Imod Fjende og for Ven
Dristigt har bedrevet.
Vil den Danske ret man kjende,
Han sig godt tør lade see;
Saae I een staae kjæk mod tvende!
Stod han drabelig mod tre:
Det er Dansken, tør jeg sige:
Thi for Ven og Møe og Land
Ingen bedre staaer end han
Rundt om Verdens Rige.
Fromt mod Himlen seer hans Øje,
Fro til Jordens svangre Grav,
Frejdigt hen mod Livets Møje,
Frit ud over vreden Hav.
Ingen God gjør ham til Skamme:
Staae som Dansk og dyderiig,
Dannis, driftig, drabelig
Er for ham det samme.
Spørge I om danske Svende,
I til Danskes Konning gaae!
Han dem alle ret mon kjende,
Dem han veed at stole paa!
Om hans gamle Throne kjærligt
Staae med gammel Tro og Agt
Alle som en Englevagt
Mandeligt og ærligt.
Sign, o Gud! de Danske Svende,
Sign Du Kongen og hans Land!
Ja, al Verden see og kjende,
Du har kjær den Danske Mand;
Og blandt alle Jordens Lande
Skal, uovervindeligt,
Danmarks Rige stande.
J. H. Smidth.