Verdens Pragt forgaaer i et Øjeblik, og den Glade
Midt i sin Hæder og Fryd fanger det Bud: du skal døe!
Sander med mig, at snart kan al Jordens Glæde omskiftes!
Skjørt er Lykkens Baand; Daarlighed stoler derpaa.
Varig Fryd var mit Haab, en Fryd selv yndet af Himlen!
Svundet er den i Sorg, glemt, som det luftige Syn.
Dødens Pile nedslog’ mig, og ingen Ven mig kan trøste;
Han, min eneste Ven, faldt i de favreste Aar.
Trofast han elskte sin Gud og mig; retsindig og venlig
Var han for Alle, for mig var han det eneste Haab.
Stedse skal Sorgen boe i mit Bryst, thi min Ædle er falden.
Verden jeg kedes ved, mig har den Intet af Værd.
Fattig og Riig skal vandre den mørke Gang ned i Graven;
Naar den Evige vil, fare vi alle derned.
Dræbende Sorg fortærer min Ungdoms Pragt, og min Jammer
Bleger min røde Kind. Siig, du som kjendte mig før,
Levnede Smerten et Træk fra Glædens lystige Dage?
Svundne, som luftige Syn, aldrig jeg seer dem igjen.
Haabets Lys er udslukket. Ene med Sorgen fortrolig
Klager min bævende Røst: Rantzau, min Rantzau er død!
Dødens Drik han udtømte; mat er mit Hjerte af Veemod
Sorgens Gift er mit Brød, Jammer og Graad min Musik.
Kummer har gjort mit Hoved sygt, og formørket mit Øje.
Bittert længes min Sjel, snarligt at fare herfra.
Hen til min udvalgte Ven staaer min Hu; med Vished jeg veed det:
Frands er hos Gud, thi Gud lønner hans Fromhed og Dyd.
Han var min gladeste Tanke, og fro han kaldte mig Elskte!
Inderlig elsked’ jeg ham, trofast han elskede mig.
Eenlig, som Turtelduen paa Tag, jeg længes og klager;
Medens mit Hjerte slaaer, længes og klage jeg skal.
Snart, kun snart, man bære mit brustne Hjerte til Graven!
Verdens Glimmer og Pragt glad vil jeg sige Farvel.