Helde-Moed.
Du tapper Fader Mars hvor længe skal dog vare
Din Stilheds Slummer-Søvn? hvor lenge viltu spare
Din Vaaben-førend’ Arm? Er nu dit Heldemoed
Saa Fred-kiær at det ey / meer tørster efter Bloed?
Sig hvordan er det fat: skal ingen Vaaben føres
Skal ingen Kling-Trompet skal ingen Kiel-Trom’ høres?
Ach! Lad dog Trummen slaa / lad Piben faa sin Klang
Jeg sver ved Hielm og Sværd / at Tiden mig er lang
Om Krueders-Liune-Ild / med Torden-haarde slage
Skal holdes længer op Land / Riger / Stæd’ at plage
Plant Stykker / lad Standart og Faner settes ud
Lad see din Fordoms Macht Krieg-Stifter Vaaben Gud.
Stil Rytterj til Marks / Foed-Knecte med Dragoner
Lad høre Puff oc Paff af tunge Slag-Balloner
Det er mig lige kiær i hvor og naar Jeg Døer
Skaff Lunter / Kugler / Krud / oc anden til-behør.
Jeg er af Livet keed fordi mig Penge fattes
En Pral-Orm som er Rig / kand nu for andre skattes
Det er saa Verdens Brug / hvo nu har Penge nok
Den er den beste Mand og giør den beste Trok.
Thi! Vil ret ubetenckt Jeg Liv oc Levned vove
For Penge (hver Mands Trøst) heldst Herrernis til Hove
Det er mig lige kiært skal Halsen være brot
At være skutted ned / Brænd / Druckned eller Skøt.
Kriegs-Gud.
Giv lyd ud-kaaren Søn. Elsk Fred til Tiden øyis
At du kanst efter Yndst af Lykkens-Løb ophøyes
Jeg er nu selff foragt og gielder inted meer
Før vi med Hiertens Lyst en gang forandring seer.
Den Ædle Dyde-Roed som Land’ oc Riger nytter
Gaar baglings Hielpe-løs ham fattes Penge-Stytter
Hand ynsker Hielp af mig veed ikke snart hvor hen
Til Vaaben staar hans Lyst / hand hader Bog og Pen.
Det er en Hiertens Ynck / Ach! maatte Jeg kun raade
Mand skulde et Under see / det skulde mange baade
Som nu Miß-trøstig er og ingen udflycht veed
Naar Pengene slaar feil er mand at leve keed.
Dog der for u-forsagd / Jeg vil Vold-tvingend klemme
De som nu Mæchtig er oc eder best forfremme /
Jeg svær ved Solens-skin og Maanens Stierne Vacht
Saa fremt Jeg er en Gud Jeg vil betee min Macht.
Freden.
Hvad nu du grumme Mars hold ind’ og lad dig sige
Kand skee din Haabning er Jeg skal Nød-tvungen vige
Ney langd fra Skrekke-Gud mig fechter inted an
Fort pack dig Skade-glad / Bloed-styrter / Lyst-Tyran.
Død-Elsker / Plynder-Prins / ødlegger / Lyst berøver
Kuldkaster / Tommel-Sind / Prim-Bister / altings-Prøver
Roehader / Plage-Mand / tænck at din Styrte-Magt
Hos mig Fred-Elskerind’ er i slet ingen agt.
Jeg er ald Verden kiær / dig hader mesten alle
Du plager Hyrde-Folk / jeg lader dennem stalle
Fred-salig hvor de vil. Jeg planter / du fortær
Jeg er ald Verdens Trøst / du hver Mands høy besvær
Jeg bygger Dag fra Dag / du bryder og kuldkaster
Jeg Elsker Kirckegang du driver Skam og Laster
Jeg Stifter Lov og Ret / du priser yppig Vold
Jeg søger Riger best / du setter dobbelt Told.
Jeg Elsker Fred og Roe / du Dyrtid / Nød og Fare.
Jeg fylder Kiøbmænds-Skib / du skatter deris Vare
Jeg lader hver Mand sit / og hader Røverj
Du plyndrer hvem du seer / for dig er ingen fri
Du Vinst-Kiær-gribe-Knecht / Land-tvinger / Kunst-forstører
Gunst-Dommer / aldrig-stil / nedtrykker / Folk-forfører
Bybrænder / sielden-goed / Liv-Presser / Ond-skabs-Roed
Møe-skænder / U-dyds-Skiul omvend dit Sind og Moed.
Hos dig er kun Fortræd / den ædle Fred at niude
Før stører med end daglig Bloed forgyde
Trotz dig / Trotz Helde-Moed / i hvor det eder gaar
Saa veed Jeg Dyderoed med mig sin Ynsken naar.
Dyderoed.
Jeg staar i største Tvil / veed ingen Ting at slutte
Mit Sind har nesten Lyst med Fader Mars at rutte
Jeg hader Lærdoms-Kunst / og elsker Strid og Krig
Til Jeg faar Middel nok og Lykken mig giør Rig
Apollo far nu vel! en anden maa sig qvæle
Med Boglærd Videnskab og snart forgæffvelig Træle
Far Pallas far og vel! far vel! i 3. gang ;
Jeg faar om anden Hielp i Nødfald mig omsee.
Hvad hielper Bogen dog? de klaage pierinder
Forfremmer nu kun faa det volder Armods hinder
Mit fordums skrifve-Verk er til patroner best
Min Pen er nu et Sværd / min Bog en moedig Hest
I sted for Lyst Music vil Jeg Trompeten høre
Naar andre bruger Ord da vil jeg Vaaben føre
Det er min Hiertens Ynst at niude hver Mands Gunst
At hykle vel-betenckd er nu den beste Kunst.
Oprigtig / Venlig / goed i denne Tid at være
Forskaffer lidet Brød. Samvittigheden bære
Der er vel siger mand et Tegn til meget got
Men som Jeg hør og seer / er Falskhed ingen Spot
Gudfrygtigheden er i glemme-Bogen skreven
List / Avind / Gierighed er kun i stædet bleven
Hvo nu giør ont for got meddeeles største Pris /
Ja! hvo Arglistig er den holdis ret for Vis.
Hvo store Middel har den er høyagtend / mægtig
Vellidend’ / Ærlig / From / fuldkommen / herlig / prægtig:
Det være hvo det vil / hvor Rigdom er og Gods
Der findis ingen feil / mand falder for til Foeds
Med ydmyg-Bønne-Pligt Tienst-skyldig den at ære
Som dog kun er et Drog i Hierted maa det skære
Den Tappre Riddersmand / som og den Boglærd er.
Naar gick det galer til / end denne Tid de sver.
Thi har Jeg mig betenckd / slet ingen Mand at skaane
Skuld’ end fortvilend-galn Jeg for en Kugel daane
Hvad passer Jeg der paa / hvordant det med mig gaar
Jeg vover Arm’ og Been’ og frygter ikke et Haar
Hvor mand kun Penge faar der agtes faren ringe
Guld er en sterck magnet som alting kand betvinge
Guld er et Ynst-begier / Guld er en Himmel-Regn
Guld er ald Verden kier Guld gielder alle vegn.
Verdens-Dronning. Penge.
I mine skøde-Børn som stadig paa mig haaber
Og uden ald Fortred mig Timelig anraaber
Forføyer eder hid mens Jeg for alle kand
Hvo Hielp-begierlig er / snart giøre til en Mand
Ald Verden elsker mig. Jeg byder gyldne Kroner
Gud sætter Førster ind Jeg bygger deris Throner
Jeg har den største Macht / hos mig er Myndighed
Jeg er det beste Ting som mand i Verden veed
For min skyld føres Krieg / Jeg holder Land’ og Riger
I Velstand og ved Magt Jeg Gifter grimme Piger
Jeg hielper dem til Mand som ingen kunde faa
Jeg skaffer mange Boe / som maatte Huusvild gaa.
Jeg dæmper Sorgens Last / giør sorgefulde glade
Jeg er den dyre skat som ingen Mand kand hade
Jeg vender Lykkens Hiul og lønner effter Gunst
Tilforne hold mand mer’ aff Guds frygt / Dyd og Kunst
Men nu hør Magten mig / Jeg har en vunden Seyer
Hvo som mit Venskab har den svær Jeg ofverveyer
Ald høyheds parte-skaal. Naar andre hører til
Da giør Jeg ond for got / og taler hvad jeg vil.
Min Fødsel er det Ting som Under-Verck forretter
Aff Natten giør Jeg Dag af Dagen lange Natter
Af Laster giør Jeg Dyd / af Kunsten Narre-Verck.
Af Lærdom Gøgel-spil / den svage giør Jeg sterck
Hvo kand foruden mig med fordeel Feyde føre
Hvo kand foruden mig Verv-Trommen lade røre
Hvo kand foruden mig i nogen Ting bestaa?
Hvo kand foruden mig et høyheds anseen naa?
Slet ingen som Jeg seer. Hvad er dog Fyrsters Naade
Halff Glæde / heel Fortred / half Roelighed / heel Vaade
Hun er som Røg i Blæst og Terninger paa spil
En stakked Blomster-Tid jeg hende føyer til.
Hvor er Gudfryctighed / hvor er nu Troen bleven?
Hvor er Oprictighed? for min skyld længst fordreven
Hvo nu Retfærdig er / Barmhiertig / Ærlig / From
Gaar snart Kræbse-gang der hoe er ingen om.
O vender om i Tid / oc tiener mig kun ærlig
Jeg er en hver Mands-Trøst og ingen Tid besværlig
Forlader Kierlighed og bruger Avinds-List
En Jød’ af Penge Rig er bedre end en Christ
Seer her min egen Mand / som briller ved at følge
Som best at hykle veed og Mesterlig kand sælge
Dog findis Mester klaag. Seer her en Ulv / et Lam
Et Skib til alle Veyr / til alle Folck en Pram.
Betracter dog hans Ord / fornemmer om hand klager
Som i: Giv Sielv-Kier svar.
Sielv-Kier.
Jeg har hvis mig behager
Alt hvis i Verden er Land / Ager / Søer og Strand
Kand billig kaldis mit.
Edelbloed.
Og du vel skade Land:
Sielv-Kier.
Jeg frycter ingen Ting Jeg er min egen Lykke
Mig kand slet ingen Sorg / langt mindre modgang trykke
Jeg er min egen Gud / jeg skøder; med et Ord
Mens Jeg har Penge nok ey Himmel eller Jord.
Hvad er Gudfryctighed den blinde haabnings Længsel
Hvad er Samvittighed vel andet end et Fengsel
Retfærdigheden er et villig slaverj
Thi gaar jeg / fort ud sagd: Oprictighed forbi.
Jeg har et Monarchj, jeg er min egen Konge
Min Magt og Vold bestaar i Pengefulde Ponge
Jeg trozer all og hver / ja! sielf den blege Død
Jeg blev men Verden staar om jeg var icke fød
Jeg tiener Førster nest med egen oprænckt griller
Men dog kun til et siun. Jeg seer igiennem Briller
Jeg hader hvem Jeg seer / ved Uro har jeg Roe
Jeg truer naar jeg leer / thi kand mig ingen troe.
Edelbloed.
Fuy sielf-kiær tenck dig om din udyd at berømme
Paa hvis du har bekiend / kand mand dig let fordømme
For Verden har du Spot / hvad bilder du dig ind
Gud taaler ingen skemt du seer / dog est du Blind
Hvad hielper Penge dig naar du skalt goed Nat sige
For Gud er Armods Folck meer kier end Verdslig Rige
Varst du som Tancker snell da maatte du dog fort
I Sathans Vold og Magt og ind ad Helveds Port
Du søger egen Nyt’ og vilt en Herre være
Tenck dog paa Dommens-Dag betragt min korte lære
Forlad din Rigdoms Pest og tænck paa Salighed
Hvis ey? En gloend’ ild er dig til straff bereed.
Tien Gud / giør hver Mand ret. Barmhiertighed be vise
Mod den som hielpløs er / det er et Verck at prise
Gud lønner Rigelig / Gud hielper sine frem
Omvend dig du har Tid din Guds forgietten Lem
Din Rigdoms prale Glantz hvor med du dig ophøyer
Er Sathans lokke-Garn. Vel den som sig fornøyer.
Med hvis den gode Gud og Kongens Naade vil?
En hver (som det fortien) aff mildhed sende til
Jeg har fra Barne-Been med Reysen vored plaged
Dog har Gudfryctighed for ald ting mig behaged
At giøre nogen ont det har jeg altid skyd /
Jeg har for Overdaad ret som for Pesten flyd
Jeg er min Konge troe / jeg søger Rigets beste
Jeg giør en hver mand Got / og elsker høyt min Næste
Plicht-skyldig som mig selv. Hvo ærlig er og From /
Faar her og evig der en sielf begierlig Dom
Elsk-Gudinden.
Ach! Ynck / O Jammer / Vee! nu vil mit Hierte briste
Der som min Fordums magt jeg skal aldeelis miste
Du stercke Torden Gud / slaa ned med Liune-Ild
Kom Mars min andenjeg vær rasend / splitter vild
Lad see din strengheds Magt Ach kom / kom dog / leg øde
Skriv selv-kier med hans Pak i Talled hos de Døde
Hug ned / giør røddelig / rød ud det Lyst-Kier Pack
Saa niuder du min Gunst af Verden faar du / Tack
Jeg har slet ingen Pris mig vil slet ingen roese
Jeg kommer hid og did som Tiggermandens Pose
Men nyder ingen Ting / mand lønner nu min Vey
Med Prunk-Ord / Sladder-snack / med Øyen-Gunst og ney
Naar jeg for Edel-Bloed med stadig forsat beiler
Som og for Dyde-roed / og heldst naar Penge feyler
Det samme villigst giør. Da bliver jeg forstøt
Mig svares Edelbloed og Dyd er lidet nyt
Om der er Penge-trang? ja! Hymen vil giekke
Forvendend / pralend’ Ord opfylder ingen Sekke
Forvis / er vores Trøst. En øder bliver yndt
Det volder Rigdom / Goeds / Guld / Penge Sølff og Mynt.
En opblæst Hofarts Aand som hykle kand er agted
Hans Snick / Snack Løgen-Dicht har deris Hierter fragted
Som Penge-Gierig er / hvo mindst af inted Troer
Er nu den beste Mand / dog i sit eget Choer.
Troen.
Jeg fører Vidnißbyrd / der jeg var sidst til Gilde
Fick i’g et Fremmed Navn det hovde mig kun ilde
Mig kam en Bogstaff bort / jeg blev mod ville døbt
Af een som mon. ned / var i hykle Klæder svøbt
Jeg (Troen) blev forvend / for (T) gick slet i løbet
Af Troen / Roen blev / jeg nøyedis med kiøbet
Og blev hiert-indig Glad at Troen / Roen fandt
Men Ach! Jeg merckde snart at det var idel Tandt
Hos U-samvittig Folk oc skadesløse Knecte
Som ved med Underfund mod Troens Art at fecte
Der er Jeg yndig sød / jeg er en stadig Roe
For den som Verdslig er / og ingen Ting vil Troe.
Jeg er et Himmels Ting ja! HErrens egen Naade
Jeg øser Salighed med overflødig maade
Hvor jeg er findes Fryct / Haab og Retfærdighed
Jeg viser alle Vey til Salighed oc Fred.
Retfærdigheden.
Ach Nød! Ach Jammer / Vee! hvor finder jeg min Mage
Paa denne gandske Jord skal jeg aff Tvil forsage
Ney langd fra haabnings Trøst opretter mit begier
Sandfærdighed Bestand er mig for alting kier
Jeg kam for nogen Tid en Arffvedeel at skiffte
Did / som mit Haab mig drev med Sandhed mig at Giffte
Jeg hørde Strid oc Tvist / kort sagd: en hver tog sit,
Til intet offverblev / Jeg usle fik og mit
Vel gav Jeg flittig act paa deris Greb oc Trecke
De skiffted vanskelig knap kunde Arven flecke
Hvor over somme blev fortærned / Bister-streng
Hvo kunde napped til de grebe som i fleng.
Jeg blev i Sindet mot der yppedis en Trette
Strax kom en svoren Mand og trad for dem i rette
Hand brugte List og Svig Ja! svor ved Steen og Been
En hver at giøre Ret thi hand var Engel-reen
Den meste Part gav Lind / at see hvor ud det vilde
Med denne Rettergang / slet ingen vilde spilde
Sin Lod og Arve-Part en haver vild’ hve ret
Huo icke Penge gav bestoed dog meget slet
Jeg mercked denne List / jeg kam med Vecht oc Skaaler
Thi jeg er hver Mands Trøst / som ingen Uret taaler.
Giør ret! Det var mit Ord / hvor paa jeg Sværdet tog
At straffe Penge-Kier men mine Skaaler vog’
Og bleve meget tong. Jeg maatte Sværdet slippe
Min Vegt var Pengefuld Vegt-Hancken vilde glippe
Jeg hold med største Mact. Min spørgen var: hvad nu?
Den ene greb mit Sværd paa Timen blev et / U
Mig fested paa mit Bryst. Strax peegte de med Finger’
Og spottede med Ord: see voris fordums Tvinger
Hvad er den Usle dog? En Brynd foruden Vand
Et Lius foruden Taan’ og Ild foruden Brand
Et Huus foruden Tag / foruden Salt en Spise
Hun er en Skygge lig / foruden sang en Vise
Ja Neglick uden Roed / og Træ foruden Fruct
En Held foruden Moed / et Barn foruden Tuct
Jeg som Retfærdig var blev omdøbt U-retferdig
De fromme hader mig. Jeg actis icke værdig
Jeg er hos Dydig Folk en u-velkommen Giest
Mand skyer og hader mig ret som jeg var en Pest.
Gudfrygtighed.
Mig tyckes Heldemoed / er Verdens Dronnings fange
Som ogsaa Dyderoed som mig saa mange gange
Plicht-skyldig har betiend. Ach Vee! nu seer Jeg først
At effter Verdens Skat de har en Haabnings Trøst.
O største Daarlighed den vrange sielf-kier dvaler
Oc sværmer sandse-løs ophøyer sig oc praler
Med Blindheds raserj / hans Mammon er hans Haab
Hans Rigdom er hans Gud Berømmelsen hans Daab.
Jeg er hans skumpelskud / hans Plagerind’ hans smerte
Hans Uro / hans Fortred / hans klippe-haarde Hierte
Fordømmer mig af Had. Jeg lignes ved en skye
Som efter Veyr oc Vind maa driffve / Flakke / flye.
Haabet.
Jeg er en Skygge-lig et usel Ting at nævne
Dog er jeg hver Mand tro / jeg tiener effter ævne
Den som bestandig er. Men Ach! i denne Tid
Er mer’ end ald for faa som paa mig setter Lid.
Tilforne var jeg kier / ja / jeg var Lykkens Søster
I Nød den beste Hielp i Sorg den beste Trøster
Da stoeled hver paa mig / nu føyter jeg omkring
At maale Havets Dyb og Maanens blege Ring.
Aff denne Handel keed kam jeg til andre Tanker
Jeg søgte Skoler op / hvor lærde Mænd sig sanker
En Næßvis spøerde mig hvorfra / og hvo jeg var?
Det kam mig fremmed for / dog gav jeg dette svar:
Fra Hove kommer jeg mit Navn er ellers / Haabet
Hvad Haab? Gaf hand til svar: (H) bort / du kaldis aabet
Hvem ond Tid agter dig? hvad Trusel vil du her?
Haabet.
Vel an jeg gaar min Vey om ingen mig begier?
Bestandighed kom hid
Bestandighed.
Hvad skal jeg mig formoede
Jeg brugis nu til ond til forne til det gode
See Himmel dog mit Nød! Af Laster giør mand Dyd
Oprictighed træd frem. Aff Dyder giør mand lyd.
Kom hierte Søster kom / du skalt en Tilstand finde
Som aldrig før var til / som ingen mand kand minde
Det er en Hiertens Ynck,
Oprigtighed.
Ach! Søster giv dog Taal
Tolmodighed og jeg vi dricker Dydens skaal,
Og holder os til dig saa kand os Haabet spise
Samvittigheden skal os begge Veyen vise
Til Dydens Eiedom. Træd op Tolmodighed!
Tolmodighed.
Her staar jeg / der jeg dog kun liden fordeel veed
Hvor er Samvittighed lad hende for os tale /
Samvittighed.
Mig kand mand som et Nul i mange Hierter male
Jeg er den mindste Ting men naar Jeg vogner op
Da veyer jeg som Bly
Kierlighed.
Nu skielver ald min Krop
Jeg besvrer som et Løv / nu rister mine Lemmer
Jeg fryser jeg er kold / den Svaghed som mig klemmer
Bereeder mig en Grav / mit Testament’ er giorde
Jeg gaar vist Hemmel-Dantz / jeg skal med Letê fore
Ach! kom Barmhiertighed / kom snart / kom jeg besvimer
Kom lad mig see din Hielp i mine sidste Timer
Barmhiertighed.
Jeg veed dig ingen Hielp jeg var Barmhiertig før
Nu staar Armhiertighed for mange Riges Dør
Og nyder sielden Trøst.
Kierlighed.
Hvad skal jeg da begynde?
Hvo hielper mig til ret? hvo under mig sit Ynde?
Hvor findis Raad hvor Trøst? Ach! hvordant er det fat
Naar var Jeg saa beklemd / naar var jeg saa forlat
Kom hierte Søster Haab / kom dig vil jeg beholde
Saa har jeg ingen Nød min Siugdom er den Kolde.
Tilforne var jeg varm nu rister jeg oc frys
Dog holla! Jeg faar Boed / kom Søster / kom jeg nys
Merck nu Forandrings-Tegn / jeg føler nu skinbarlig
En anden Tilstands Trøst dog er forandring farlig
I dette oc alle fall. Jeg tviler paa mit Navn
Dog inden stakked Tid skal merckes Siun for Gavn
Verdens Dronning / Penge.
Hvad tykkes vel eder min yndigst udkaarne
Fornemmer dog Dydernis Undergangs klag
I lever lyksalig som Lykkens høybaarne
Foruden ald hinder har Herligheds Sag
Hvad nytter dog Dyder
Hvor finder mand lyder
Hos Rige Formuende præctige Folk
Dukater giør meget naar Mynten er Tolk.
Sielv-Kier.
Hvor for har Jeg mig at frycte
Jeg er Herre jeg staar fast
Paa mit store Rigdoms rycte
Hvor til tiener Sorgens Last
Hvo som vil maa sig beklage
Jeg vil Verdens sødhed smage.
Kriegs-Gud.
Spend din Bue til hun brister
Til dit Vrag din Rigdom mister
Venus Hiert’ er ingen Klint
Meged mindre nogen Flint
Elsk-Gudinden.
Jeg er tausk-kier / jeg er stille
Hvad min Søn vil / Giør Jeg oc
Hvo mig elsker faar min Ville
Sværdet Pennen eller Bog
Hvo mig kand og vil ernære
Den vil jeg forbunden være
Heldemoed.
Denne Røst har mig betvungen
Ach! hvad er mit Hierte let
Naar har saa min Klokke klungen
Fordoms Klag’ er nu forgiet
Tappre Mars, O kiere Fader
Jeg er den som intet skader.
Dyderoed.
Nytter Sværdet meer’ end Bøger
Hvad er da min store Sorg
Rigdom er den Trøst jeg søger
Edelbloed
Dyden er den beste Borg!
Sielv-Kier.
Jeg er min egen Mand / jeg er den lille Verden
Mit Rycte høris langt som ocsaa her i Nerden
Min’ Ord en hver Mands Lov / mit venken et befall
Jeg giør et Paradis af denne Jammerdall /
Hvad jeg begier er mit / hvo kand mig noget nechte /
Jeg kand foruden Sværd oc uden Vaaben fechte
Jeg byder hver Mand Trotz / ja! Lader Spotsk oc Leer
Om Ædelblods begynd om Dyderoed og fleer.
Hvad er det arme Træl? Et Skib foruden Anker
En Tigger for en Dør som ingen Gaver vanker
En Skræder uden Sax / en Suder uden Lest
En Smed foruden Ild / foruden Kald en Prest
Seer her en herlig Mand / hvor til kand den vel due
Kand den mig komme nær som icke har Formue.
Ney langt fra Solens glantz er meer end Maanens skin
Jeg staar paa Lykkens Hiul oc følger ærens Trin
Edelbloed.
Bleegheds Avind meener du
Mig med Had at undertrykke?
Ney forgievlig kom i hu
Saadant kand dig aldrig lykke
Pak dig heller fra mig bort
Førend dig dit Forsat krenker
Dig skeer meer’ end alt for fort
Naar du sielfdød dig betænker.
Det fortryder dig kand skee
Det jeg Lykkens milde Latter
Dag fra Dag kand yndig see
Hvilken mig lyksalig skatter
Kand din Affskoms Bobbel-Pest
Dydens egne sig mig skade?
Ney! Hun er som Røg i Blæst
Hvorfor vil du mig dog hade.
Jeg vi vandre Dydens Stj
Du maast Hiertet selff fortære
Dine Ram gaar mig forbi
Aldrig kandstu mig besvære /
Hvo som elsker Rosens lucht
Maa sig den at plukke skikke
Under hendis Knuppe-Frucht
Pleyer Tordne tit at stikke.
Det u-acted Jeg gaar fort
Himmel høyt gaar mine Tanker
Mine Sind paa Naadens Port
Og paa Dydens Bolig banker
Hvo som elsker sumpig Dynd
Bliver Jordisk oc giør ilde
Thi vil jeg med meere Fynd
Hen til hyppocrene Kilde
Sielden faldes Klipper ned’
I hvor grummig Havet bruser
Her kand Dyden lignes ved
Avinds-Torden den ey knuser
Haden giør sig selv til Spot
Thi! Jeg nyder Førsters Naade
Hvad kand da din Falskheds Rot
Dig du bister-galne baade?
Meener du vel at jeg skal
Dig med ydmyg Bøn beære
Oc mig frycte for et Fald
Om du vilt unaadig være
Ney du bister galne Ney
Udi Dydens Skiød at blive
Viser mig Fornuften Vey
Der vil jeg min Aand opgive
Udaff Slangens Bidske-Brod
Er kun arg Forgift at hente
Kaster jeg paa dig mit Lod
Maa jeg samme Fruct mig vente
Ney langt beder dig forlat
Du maast 1000. Udiur føde
Dyden er min beste Skat
Speylens Giensiun kand dig døde
Jeg veed Palmen lignes her
Helst naar den besværed sig skader
Naar hun Last oc Tyngsel bær
Hun da meer end før oprinder
Dyden er min Eyedom.
Ja min Hiertens Trøst oc Glæde
Hun er den som siger kom
Edel-bloed tag her dit Sæde
Sielf-Kier.
Jeg har et ander Sind end Edelbloed formoder
Jeg har min største Lyst naar jeg i Penge vroder
Nu Dyderne har Nød er jeg nu frisk oc kaad
Ja jeg kand smuster-lee naar de hør Suck oc Graad.
Retferdighed.
Saa tokkes mig des vær / jeg skal i Charons Ege
Thi Blodsot kræncker mig hvo kand mig vederqvæge
Gudfrygtighed.
Jeg som Verckbroden er / har meget vær’ end du
Samvittighed.
Jeg har den strenge Pest / Jeg døer kom det i hu
Troen.
Saa det er vel bestilt / Jeg raser / Ja! Jeg primer
Mest effter hver Mands Sind naar deris Hierne kimer
Den sprenckelhaarde trang giør ende paa mit Liv
Barmhiertighed.
Ach! Ach! Jeg er Spedalsk / hvor hen er nu mit forbliv
Haabet.
Det er en Vattersoet som jævnlig mig opblæser
Det kiendes paa min Hud see hvor den samme fieser
Bestandighed.
Oc Modsoet kræncker mig Jeg er den jeg var
Oprigtighed.
Jeg er en Skygge lig / som svinder aabenbar
Ach! Svindsoet døder mig. Min Pris er ald forsvunden
Jeg bliver ikke meer som før opri’tig funden
Ach! Ney! nu har jeg tabt mit Fordums dyre Navn.
Thi Jeg er fuld aff List oc som en Bundløs Hauvn.
Tolmodighed.
Oc Jeg har Podagra knap kand jeg mig bevæge
Thi Ubarmhiertighed er nu des vær min Læge
Den falske Verden er det til mit Hospital
Mig spiser Gierighed med Anger / Angst oc Qval
O Himmel see min Nød hielp førend jeg fortviler
Min Siugdom meerer sig som Smerten over-iler
Jeg snoer mig som en Orm dog er Jeg lige nær
At komme til mit Haab oc ende min besvær.
Kierlighed.
Her kommer Jeg igien som onde Penge pleyer
Om skønd mand icke tit mig prøver eller veyer
Jeg som var kold oc svag / er modig kold oc varm
Nu dysser Lykken mig paa hendis Skiød oc Arm
Nu har Jeg mig forsøgd / oc lærd paa ny at stave
Med B. med E. oc G. kand Jeg hos høy’ oc lave
Forhverfve meer’ end jeg tilforne kunde naa
Der Jeg var Kierlighed det volde kun et / K.
Nu er Jeg yndig kier hvor jeg i Verden kommer
De fleeste tiener mig Jeg er min egen Dommer
Nu har Jeg skifted vel oc faad et yndig Nauvn
Som er Begierlighed oc til mit eget Gauvn.
Nu bliver Jeg betient aff høye Stands Personer
Særdelis udaf dem som Elsker Gyldne Kroner
Hvo findis denne Tid som ey Begierlig er.
At være mæctig / Rig / Anseenlig / Yndig / Kier
Slet ingen / thi nu gaar jo Dyden om og Tigger
I Fordums Sydsken i som nu med Smerte ligger
I Verdens Hospital oc nyder Ont for Got
Er mig Exempel nock! / til eders egen Spot
Gudfryctighed.
Des vær du slemme Gast som est afvendig bleven
Fuy! skamme maa du dig. Vær Bandsot oc fordreven
Pack dig Begierlighed. Far fort Jeg hader dig
Begierlighed.
Ho! ho! der findis nock som yndig elsker mig
Jeg stoler paa mig selff oc Verdens Dronning-Penge
Min Mammon er mig kier / Jeg slaar paa Gyldne Strenge
Thi Lykken staar mig bi
Verdens Dr:
Saa ret Begierlighed
Hav Tak! men du saa vel som Jeg at svare ved
Vi har ald vunden Seyr / hvor for? Tør mand ey spørge
Thi vi har Rigdom nock en hver kand sig forsørge.
See! Sielv-Kier staar du her?
Sielv-Kier.
Her staar Jeg Glædefuld
Mit Sind fornøyer sig ved Penge / Sølf oc Guld.
Retferdighed.
O vrange Lærdoms Pest Samvittigheden dødes
Du Sielv-Kier volder den ædle Dyd forødes
Edelbloed.
Ney holla! icke saa; den ædle Dyd bestaar
Om skønd at Penge tit langd mer’ end Dyd formaar
Saa vil alligevel Jeg paa mit Rygte stoele
Ja! Jeg vil Dag fra Dag besøge Dydens Skoele
Trotz Lyckens falske Trin / Trotz Penge / Sølv oc Guld
Den Skattes mer’ end Rig som findis Dydefuld.
Verdens Dr:
O arme haabnings-Gieck vil du ved Dyden vente
Det som ald Sielv Kier har / af mig / oc staar paa Rente
O haabnings Blinde Lyst / Dydkierist Edelbloed
Saa længe Jeg har Magt gaar Verden dig imod
Du seer jo hvor det gaar / hvad nytter dine Dyder
Oc ald hvis du har lærd: Naar Nøden Jernet bryder
Og du Elendig est? Du seer vel at mand dig
Knap byder en Drick Vand / dersom du tiende mig
Da skulde du vel snart / som andre Mester spille
Og effter Lyst behag en hver i Byen drille
Men nu du fattig est betænker dig kun saa!
Hvor længe vil du dog dig selff i Liuset staa?
Edelbloed.