Hvad Underværk er ei skeet? Vi bønfaldt om kjølige Kilder,
Dig, Moder Jord! og hvad vælder der ud af Dit Skjød!
Er i Afgrunden Liv? Mon, skjult under Lava der færdes
End en ubekjendt Slægt? Kommer den Svundne igjen?
Græker, Romere, hid! O seer det gamle Pompeii
Er igjenfundet, paa ny reiser sig Herkules’ Stad.
Gavl fremstiger ved Gavl; den udstrakte Portikus aabner
Sine Boder, o, kom hurtigt, at give den Liv!
Aabent staaer det vide Theater, syv Porte det pryde;
Mængden, lig vældig Strøm, styrter sig ind gjennem dem.
Mimer, hvor dvæle I? Frem! fuldend det tillavede Offer,
Atrei Søn! Med Orest følge det gysende Chor!
Hisset Seierens Bue jeg seer! Gjenkiender I Forum?
Skuer de Skikkelser hist paa den kuruliske Stoel!
Foran! Lictorer med Øxen! Høisædet bestige
Dømmende Prætor: for ham fremtræde Vidne og Part!
Reenlige Gader brede sig ud; med ophøiede Fliser
Løber den smallere Vei jævnsides Husene hen.
Fremstaaende Tage gi’er Ly; de sirlige Kamre
Slutte fortroligt en Rad trindt om den eensomme Gaard.
Hurtigt med Skudderne op og de længe tildyngede Dørre!
Ind i den skrækfulde Nat falde den yndige Dag!
See kun hvordan i en Kreds de nette Bænke sig strække;
Hvor af brogede Steen Gulvet saa glimrende er!
End glindser Væggen friskt af livligt brændende Farver;
Hvor mon vel Kunstneren er? Nylig fra Penslen han gik.
Fuld af bugnende Frugt og yndigt ordnede Blomster
Fatter den muntre Feston indtagende Former i sig.
Her med riigfyldte Kurv en vinget Amor hensvæver,
Flittige Genier hist udperse Druernes Blod.
Højt springer Bacchanten i Dands; men hisset hun sovende ligger;
Og den lurende Favn kan ikke skue sig mæt;
Flygtigt tumler hun her den raske Centaurus; hun hviler
Kun paa eet Knæ, og slaaer friskt med sin Thyrsus paa ham.
Nølende Drenge! herhid! end staae der de kostbare Fade!
Øser, I Piger, friskt i det etruriske Kruus!
Staaer ei Trefoden her paa sirligt vingede Sphinxer;
Lægger til Ilden! Nu snart, Slaver! gjør Stegerset klart;
Kjøber! Der Mynter I har, som mægtige Titus har præget!
End ligger Vægtskaalen her; ikke der mangler en Vægt.
Sætter det brændende Lys i den kunstigt udgravede Stage,
Glindsende Olie flux fylde I Lamperne med!
Hvad bevarer det Skriin? Betragt nu hvad Brudgommen sender,
Pige, Spænder af Guld, glimrende Armbaand til Stads.
Leder Bruden i duftende Bad; endnu staaer her Salver;
Sminke finder jeg her i et udhulet Krystal.
Men hvor blier Mændene af, de Gamle? I stille Museum
Ligger det Vigtigste end, af sjældne Roller om Skat.
Griffel finder I her til Skrivning, voxstrøgne Tavler;
Ikke det mindste er tabt; trolig har Jorden det gjemt.
Ogsaa Penaterne indfinde sig, og Guderne samles
Alle igjen; hvorfor komme kun Præsterne ei?
Se, med Caduceus hist den siirligt stafferede Hermes,
Seiersgudinden saa let flyver af holdende Haand.
Der end Altrene uskadte staae, o kommer, antænder!
Længe var Guden forsømt, antænder Offer for ham.