Du stiger som et Glimt i Solens Straaler,
Mod Solen gaaer din Flugt;
Dens Gang din Flyvens korte Time maaler;
Thi, flammer rødt dens Blod i Dybets Skaaler,
Med den dit Liv er slukt.
Og mangt et Øie seer dig paa din Stigen
Og seer dig som et Bud
Om livsvarm Nyden og om solglad Higen,
Hvis Lyst, med Had mod Kryben og mod Snigen,
Snart tændt, er snart brændt ud.
De veed det ei, at født i Mulmet nede,
Hvor ingen Straaler naae
Igjennem Dyndets Lag, som mørkt sig brede,
— De veed det ei, at født i Mulmet nede
Som Orm du bunden laae.
De veed det ei, at Aaret tvende Gange
Sit Kredsløb maatte gaae,
Mens uden Rast du stred — en Mørkets Fange! —
Og søgte længselsfuld ad Spor, saa trange,
Det Lys, du aldrig saae.
De veed det ei — thi dulgt og seet af Ingen
Du kjæmped i dit Gjem —
Hvordan, mens Aarets Timer slutted Ringen,
Som langsomt vundet Pant tilsidst da Vingen
Paa Nymphen voxed frem.
Og da saa nys du seirende dig hæved
I Dagens Lue blid
Og svandt i Straalen, som paa Vandet bæved,
— De veed det ei: det var en Løn, du kræved —
For møisomt vunden Strid.
De troe dit Liv en Flammen og en Gløden,
Der flimred kun og svandt;
De veed det ei: det var en Kamp mod Nøden,
Mod Dyndets Trang og Smerte, som i Døden
Først Vei mod Lyset fandt.