Da først Italiens Kraft laa knust og styrtet
— end vældig som Ruin —
i Thraciens Støv, da turde Skjæbnen vove
imod Hesperiens Vang og Tibrens Bred
at sende ud fra Nordens nøgne Skove,
hvor Bjørnestjærnen bleg paa Sneen glimter,
Barbarers Rytterflokke
og lade Romas højt berømte Mure
for Gothersværdet synke.
Da var det Brutus sad paa enlig Tue
i bælgmørk Nat, besprængt med Broderblodet,
paa Død beredt. Men paa de grumme Guder
og Hades højt han skjælder,
og vildt fra trodsig Tunge
i døve Luft de tomme Trusler runge:
O Dyd! du tomme Ord, som stammer fra
de hule Skyer, fra Ørkner,
hvor travle Skygger vrimle! Anger vorder
din Dyrkers Løn! — I kolde Marmorguder,
hvad enten dybt i Flegethon I huse,
hvad eller over Skyen — grusomt lege
I med den arme Slægt,
af hvem I fordre Templer, hvem I haane
med svigefulde Love.
Det er jo jordisk Fromhed just, som vækker
et himmelsk Had, og altsaa troner du,
du Zeus! som Værn for Onde. Naar fra Skyen
din Straale knitrer, og din Torden ruller,
med dine hellige Flammer
de Fromme og Retfærdige du rammer!
En jernhaard, ubønhørlig Skjæbne tynger
paa Dødens usle Trælle.
Den sløve Hob, som ej kan slippe bort
fra Aagets Tryk, sig trøster med: Nødvendigt
er dette Aag! — Er Ondet mindre haardt,
som ej kan ændres? Føle vi ej Smærte,
skjønt Haabet er os røvet?
En Krig paa Liv og Død den Kjække fører
med dig, du onde Skjæbne!
Han har ej lært at fly; — men naar din Haand
ham rammer og med Kæmpetag ham ryster,
med Haan du over Helten triumferer.
Men mod hans stolte Hjærte
det skarpe Staal alt iler,
og længselsfuld mod Dødens Mulm han smiler.
Dog — Guder afsky den, som voldsomt bryder
i Hades ind. Den Kjækhed
ej fattes af de bløde Gudehjærter.
Vi véd jo, Himlen kaaret har vor Liden,
vor bitre Vanfred, vore dybe Smærter
til Skuespil for sig i Mag at more.
En Tid Naturen hersked
i Gyldenaldren uden Skyld og Sorg
som Skovens Huldgudinde, Livets Dronning;
men Ondskab styrted hendes ædle Trone,
og strax det golde Liv fik andre Love.
Naar nu en mandig Sjæl
vil fly de onde Dage,
tør du, Natur, hans Sværd, hans Mod anklage?
Uvidende om Kval og Skyld og Brøde,
de vilde Dyr i Skoven
mod sildig Alder uformærket glide.
Men selv om og de vilde knuse Panden
mod stenhaard Træbul eller Fjeldets Side
og lade Vinden sprede deres Lemmer,
naar Vanheld dem betvang,
ej nogen lønlig Lov dem skulde rokke,
ej fejge Overlæg
dem skræmme fra at lyde Smærtens Attraa.
Men I — Promethevs’ Børn! — hvor under Himlen
I Lyset end har skuet — overalt
er Livet Jer til Lede.
Og naar saa Døden tøver
selv Zevs til Karons Strøm Jer Adgang røver.
Stig, hvide Maane, op af Havets Skjød,
som nys har slugt vort Blod!
Se paa hin Slette, som Ausoniens Hæder
saa fjendtlig var! Lys i den vilde Nat!
Den Sejrende paa Brødres Nakke træder;
syv Høje skjælve, og det gamle Romas
skyhøje Tinder styrte.
Hvi staar du nu saa rolig? Du, som saa’
Lavinias Afkom fødes,
som saa’ dets Haab om evig grønne Lavrbær!
Og, lige tavs, du samme Glans vil gyde
hen over Alperne, naar Romas Navn
af Trældom er besudlet,
og naar dets øde Sted
højt drøner af Barbarers tunge Fjed.
Ak, se det vilde Dyr paa nøgne Klipper,
Fuglen paa grønne Grene!
Ej deres Dvaleliv kan føle Sorgen.
Lad Verdner falde, og lad Skjæbner vexle
— de mærke Intet . . . Se, i tidlig Morgen,
naar Solens første Skjær paa Hytten spiller,
den travle Landmand vækker
den tavse Dal med Morgensangens Toner
og driver ud til Græsning
sin lille Faarehjord paa Bjærgets Aase.
Men vi — den stolte Slægt — er Skjæbnens Udskud!
Ej Kampestenens Blok, ej Bjærgets dybe
og ekkosvangre Huler
ynkes ved Jordens Sukke,
og Jordens Graad ej Stjærnens Glans kan slukke.
Olympens og Kokytos’ døve Drotter!
du onde Jord, du Nat!
ej i min Dødsstund knæler jeg for Eder,
og ej for Trøstens Glimt i Dødens Mulm:
det store Fremtidsry. Og ej jeg beder
den dumme Hob min nøgne Grav at hædre
med Hylen og med Ofre.
Tilbage Tiden gaar, og daarlig kan man
til Fremtids Dværgeyngel
de store Sjæles Ære efterlade
og de Ulykkeliges sidste Hævn.
Lad nu de sorte Ravne om mig kredse,
lad Ulvetand og Regnskyl
mit glemte Lig fortære,
lad Stormen bort mit Navn, mit Minde bære!