Hist ved Højen, hvor de ranke,
Lyse Linde staae, —
Hvor, blandt Roserne, de blanke
Sølverbølger gaae, —
Saae jeg Livets Morgenstund,
Hørte først i dunkle Lund
Nattergalen slaae.
Munter sprang jeg om i Engen,
Som Naturen fri;
Da nedsvæved’ du til Drengen,
Hulde Fantasi!
Og en broget Verden gik
Frem for mit forbavste Blik
Ved dit Trylleri.
Til min Barndoms kjære Bølger
Tit jeg vandrer hen;
Drømmer Barnets Drøm og følger
Barnets Spor igjen.
Derfor har jeg dig saa kjær,
Blanke Bæk ved Højen der,
Som en gammel Ven!