Lynet knitrer,
Tordnen ruller, og den Svage sitrer,
Som ej kjender Herrens Miskundhed;
Som ej veed, at han, som Lynet tænder,
Selv mens Lynet flammer, naadig sender
Sin Velsignelse til Jorden ned.
Kraftløs nikker
Liljen paa sin Stilk, og Kvæget slikker
Efter Morgendug den nøgne Jord;
Herren ynkes; Tordenvejret bruser,
Regnen styrter ned af Himlens Sluser,
Og det læskes, som paa Jorden boer.
Ja den samme
Er vor Gud, naar, fulgt af Lynets Flamme,
Over os hans Torden ruller hen,
Og naar Solen venlig fra hans Himmel
Smiler Varme til den glade Vrimmel,
Der med rørte Hjerter hilser den. —
Derfor prise
Du, min Sang! den Mægtige, den Vise,
Der Naturen sine Love gav!
Ham, som under Tordnens Jubelsange
Mætter med Velsignelse de Mange,
Der befolke Jord og Luft og Hav. —