„Stor er din Magt i Muelighedens Rige,
„Phantasus, alle Trylleriers Skaber,
Sagde Cythere’s Søn; „men kan din Pensel
„Male min Psyche’s ikkun halve Ynde?“ —
Phantasus smiilte, taug og tog sin Pensel,
Dyppede den i Iris’s og Aurora’s
Gløende Farver, og med Ætherild han
Malede . . . Himmel! hvilken Huldgudinde!
Færdigt det Værk nu stod; og aldrig saae den
Høie Olymp, og aldrig Paphos’s Øe et
Billede, saa fuldendt. Henrykt skreeg Amor:
„Phantasus, store Skaber, du har vundet!
„Deilig er Psyche, deilig som min Moder;
„Skiønnere smiler din Gudindes Øie!“
Rødmende taug selv Anadyomene;
Og i det hele Gnidos’s Myrthelunde
Herskede længe taus og glad Beundring.
Straalende pryder nu det Trylleværk af
Phantasus’s Pensel Amors Helligdom, og
Mangen en Yngling vandrer did, og beder:
Eros, bønhør mig, skienk mig slig en Pige!
Digteren og med Længsel til Cytheres
Hellige Tempel gik; og høit mit Hierte
Bankede, sagte gleed mit Skridt, og taus jeg
Nærmede mig. Nu stod jeg, nu jeg saae. Men
Himmel og Jord, og du, Cytheres Tempel,
Vidner det Under! Hvilken Huldgudinde
Fængslede strax mit glædedrukne Øie?
Phantasus’s himmelskiønne Datter var — o!
Hører det, alle Guder og Gudinder! —
Phantasus’s skiønne Datter var . . . Sophie.