Er Du oppe? paa kongelig Throne?
Byder stolt over Rige og Land?
Mindes vel, hvem Dig skjenked’ din Krone:
Herren, Folket den gav i din Haand!
Ham Du tilbede! hold dette i Ære!
Derved grundfæstes din Magt og din Fred.
Pligt og Dyd — Dig det Helligste være,
Held at udbrede — dit ypperste Meed!
Er Du oppe? i Kongernes Sale?
Blændes Øiet af Høihed og Pragt?
Speides Ordet og mærkes din Tale?
Minen bliver paa Vægtskaalen lagt?
Tab ei af Syne det Ædle, det Høie!
Ei Dydens Glands Du for Flitter giv!
Hjertet hold reent, skjøndt Du Talen maa bøie!
Tro Du maa Vennen i Trængsel forbliv!
Er Du oppe? paa Dommerens Sæde?
Retfærds Vægtskaal Du holder i Haand.
Ei den vakle! for Øiet bind Klæde,
Eller udriv det, forarges din Aand.
Veed Du din Rang? i hvis Navn Du beklæder
Grundfæstet Throne, som evig skal staae?
Det er i Hans, for hvis Aasyn Du træder,
Naar Alt er lyst, hvad i Mørke før laae.
Er Du oppe? i Høilærdes Tempel?
Seer med Smiil til de Syslendes Færd.
Viisdom sat paa din Pande sit Stempel,
Høiheds Mine bebuder dit Værd.
Det, som Du eier, er herligste Gave,
Saa Du det skatte, og nytte det vel;
Lad Hovmods Orm dog ei Frugterne gnave,
At de maae modnes til Efterslægts Held.
Er Du oppe? i Aandernes Sphære?
Høit paa Skjaldvingen hævet fra Jord.
Krands om Tinding man seer Dig bære;
Den Du hented’ fra Englenes Chor.
Lad den ei visne af dræbende Aande,
Giftige Avind henvifter derpaa;
Aand ei den Luft! thi i dybeste Vaande
Skal Du nedstyrtes til Jordlivets Braa.