En sand Tildragelse, fortalt i Popes Værker, er lagt til Grund for nærværende Digt. Den ulykkelige Hændelse indtraf den 31 Juli 1718.
I Brudehuset, med forskende Øie,
Med Fryd i Sindet gaaer Moderen om;
Pyntede Kammer hun efterseer nøie,
Smilende æsker hun Faderens Dom:
Her jeg med Flid søgte Alt at indrette,
Hist har jeg sørget for fremmede Gjæster;
Finder Du Mangel, hvor Øiet Du fæster?
Jeg til i Morgen vil Intet opsætte.
I Morgen! lød kjerligt Brudgommens Tale;
Han gik i Dalen med Bruden saa fro.
Dagen var lummer, og Aftenens Svale
Ville de nyde i hvælvede Bo;
Leve i Mindet, i Haabet om Glæde,
Øst af den evige Kjerligheds Kilde,
Frydes ved Tanken, at Algodhed vilde
Aabne dens Væld paa den Jord, vi betræde.
Naturen ligger i Dødsro; langs Jorden
Henflagrer Svalen; paa Bjergenes Top
Hviler kulmørke Sky, svanger med Torden;
Ængstligen did see de Elskende op.
Veiret sig nærmer, ad Hjemmet de ile;
Snart Stormen suser, nu Lynene knittre,
Tordenen ruller og Klipperne zittre,
I Luften krydse de gloende Pile.
Hvor flittig Landmand sat Negen i Dynge,
Did ilsomt søge de Elskende Ly;
Der gyldne Krandse dem festlig omslynge,
Blus ere tændte og rigtladte Sky
Nedsender Drøn; Almagts Haand dem forener,
Sit Ansigt lader han over dem lyse;
Ei ved hans Aasyn for Døden de gyse,
Freden, den evige, han dem forlener.
Frænder dem rørt saae paa Leiet af hvile,
Bruden var sluttet i Brudgommens Arm;
Han vilde dække for Tordenens Kile,
Men Straalen søgte den bølgende Barm;
Sin sorte Farve som Stempel paasatte,
Træffer mod Ynglingens blottede Tinding,
Hvirvlende Lok viser Veien til Vinding;
Dødstivnet Arm skal den Elskte omfatte.
Moderen staaer ved den dobbelte Baare,
Maalløs var Smerten; paa blegnede Kind
Rinder ei Veemodens lindrende Taare.
For Haabets, Glædens nys lysende Skin
Faldt Sorgens Forhæng; de kommende Dage
Er hyllet i Mørke; men Lys er i Ordet:
Alt naaer sit Ophav, kun Støv vorder jordet;
Til Gud, som gav den, gaaer Aanden tilbage.
De Ord forjettende lyde ved Graven,
Som Balsam faldt de paa blødende Saar.
Et Minde reistes i Dødningehaven,
Med bøiet Fakkel Dødsengelen staaer;
Henpeger mildt paa den prentede Tanke:
Straffende Lyn ei paa dem er nedfaldet,
Kjerlige Sjele til Himlen blev kaldet;
Trøst Eder da, I, som sørgende vanke!