Jeg vil ligge
Her og drikke
Alle Blomsters Bægre ud,
Aldrig sukke
Meer, men lukke
Øret til for Sorgens Bud;
Jeg vil Ønskets Guldtraad spinde,
Om ved den jeg Vei kan finde
Gjennem Verdens Ørken ud.
Hvis jeg døde
Nu, I søde
Blomster, som omkring mig staae,
Mon jeg kunde
Trygt da blunde
Her som eders Knopper smaa?
Som en Sky i Solglands svømme
Bort med mine Ungdomsdrømme
Ind i Himlens dybe Blaa?
Sky, som seiler
Hist og speiler
Dig i Havets Bølge blaa,
Paa din Vinge
Lad mig svinge
Mig fra Jordens Sorger smaa!
Mine Ønsker ligge stumme,
Knap jeg kan dem alle rumme,
Endnu mindre dem forstaae.
Ret som Solen
Taagekjolen
Kaster over Engens Pragt,
Naar med Varme
Sine Arme
Om dens Skjønhed den har lagt,
I min Ungdoms Arm den stærke
La’er sin Glands min Fremtid mærke
Kun af Taagens lyse Dragt.
Bliv en kraftig,
God og saftig
Jord for Alt, hvad jeg har drømt!
Skal det være,
Du det bære
Bort til Døden mildt og ømt!
Giv mig Kraft i Sorgens Arme
Til at prise høit med Varme
Glædens Bæger, jeg har tømt!
Droslen synger,
Bladet gynger
Let i Bøgens lyse Top,
Duen kurrer,
Bien surrer
Om sin fyldte Blomsterkop;
Her er mine Drømmes Slotte! —
Bedst det var vist, om jeg maatte
Aldrig meer mig reise op!