I tanken jeg ser ham: glad og fornøjet,
Lun, med det lurende humor i øjet.
Næsen lidt kroget, smilet godmodigt,
Maven svulmende, næsten for frodigt.
Foran på lårene planter han hænderne,
Piben dingler ham løst mellem tænderne.
Sådan jeg ser ham på bænken i lunden,
Mens skoven drømmer i solbjergstunden.
I tanken jeg ser ham, thi graven alt gemmer ham.
Vist jeg dog véd, at aldrig jeg glemmer ham.
Aldrig jeg glemmer den barnlige, høje
Jubel ved alt, hvad der fryded hans øje.
Aldrig jeg glemmer den rene, den ranke,
Lyse, forsonlige fred i hver tanke,
Den mandige tro på en styrende skaber,
Som få kun vinder, men ingen taber.
Gåder for den, som står karsk blandt de stridende,
Gåder, som løses af knuste og lidende.
Løsningen søger da her du forgæves,
Thi den kan ej læses, til den må der leves.
Alt, hvad jeg véd om hin fredens gåde,
Er blot, hvordan han til løsningen nåde.
— Sytten år gammel han sendtes i lære:
»En dygtig snedker skal fyren være!«
Så lærte han hurtig de første grunde
Til lidt af det gode, mer af det onde.
Tusende længsler fyldte hans tanker,
Lukked’ og stænged’ af tusende skranker.
Men drømmene bar ham langt ud over skrankerne
Til klangen af høvljernets gang over plankerne.
— Længslerne voxed, men trældommen vared.
Tre år gik hen, og så blev der svaret.
Ved heldige samtræf, som ikke jeg kender,
Han vandt et par rige, beskyttende venner.
Og så blev han løst af sin ringheds forbandelse
Og fik i to år den behørige dannelse.
Så kom han til scenen, da de var svundet,
Did havde jo altid hans længsel stundet.
Og der blev han rost og beklappet tilgavns,
Nu, trode man, nu var han vel tilhavns.
Han selv gik omkring i en salig fortryllelse:
Her stod han jo ved sine drømmes opfyldelse.
— Men billedet blegned i prøvelsens flamme,
Tiden og drømmene svandt med det samme.
End stod idealet i lys for hans blikke,
Han mærkede kun, at her nådes det ikke.
Han mærked, trods rosen og bifaldsbraget,
At her var han bare en fusker i faget.
— Dog hæved sig håbet igen efter faldet,
Digter! — Ja digter, dertil var han kaldet!
Men — billedet blegned i prøvelsens flamme,
Tiden og drømmene svandt med det samme.
— Da kom der en kamp med fortvivlelsens kvaler,
Det galdt jo at frelse hans livs idealer.
Men hvor var der lys i det knugende mørke?
Valget, det så han, men hvor fik han styrke? —
Da bøjed i bøn sig hans blødende hjerte,
Da fandt han sin gud i beslutningens smerte:
I klarhed og tro, uden knurrende klage,
Han vendte til saven og høvlen tilbage.
Og gennem det daglige arbejdes pligter
Vandt han den sjælsfred, som aldrig svigter.
Ungdomsbegejstringen slukkedes ikke,
Nu så han den bare med klarere blikke.
Den var det jo netop, der livned ham øjet
Og gjorde ham altid så glad og fornøjet.
Den fyldte hans sjæl, da i dødens stund
Han hvisked med smil om den bævende mund:
»Skriv på mit kors, når min grav I tuer:
Han frelste sit selv gjennem prøvelsens luer.«